Tros- og religionsfrihed: En potentiel gamechancer
Skribent: Kathrine Wanninger, kommunikationsansvarlig i Mission Afrika
Det gode spørgsmål er egentlig ikke, om missionsorganisationer som Mission Afrika bør arbejde med tros- og religionsfrihed. Spørgsmålet er snarere, om vi ligefrem har særlige forudsætninger for at gøre det?
Den norske organisation Stefanus Alliancen begyndte i 1967 som en klassisk missionsorganisation med fokus på den forfulgte kirke. Men efterhånden som medarbejderne kom tættere på virkeligheden i de lande, hvor de arbejdede, blev det tydeligt, at kristne ikke var de eneste, der blev forfulgt. Det gjorde deres muslimske, buddhistiske, hinduistiske og ateistiske naboer også.
I dag beskriver organisationen sig selv som en missions- og menneskerettighedsorganisation. Missionen er ikke forsvundet. Den er suppleret af en principiel forpligtelse til at arbejde for tros- og religionsfrihed for alle mennesker – uanset tro.
Bibelen, lægetasken – og et tredje ben
I Mission Afrika har vi gennem mere end 100 år fortalt historien om Niels Brønnum, der rejste til Afrika med Bibelen i den ene hånd og lægetasken i den anden, som et billede på en holistisk missionsforståelse, hvor forkyndelse og diakoni går hånd i hånd.
Men også hos os er det billede under udvikling, fortæller Mission Afrikas generalsekretær, Daniel Toft Jakobsen: “Vores partnere oplever, at voldelig ekstremisme, religiøse spændinger og diskrimination af religiøse mindretal udfordrer menneskers levevilkår og frihed til at tro. Derfor er arbejdet med tros- og religionsfrihed gradvist ved at blive et tredje ben i Mission Afrikas arbejde.”
Fra nødhjælp til samfundsforandring
Stefanus Alliancens generalsekretær, Ed Brown, illustrerer deres rejse med et enkelt billede af en stejl klippe.
1. Når mennesker falder ud over kanten, skynder vi os naturligvis ned for at hjælpe dem. Det er missionens og diakoniens klassiske opgave: at møde menneskers umiddelbare åndelige, sociale og materielle behov.
2. Bevæger vi os op på toppen af klippen, hvor mennesker bor, kan vi samarbejde om at skabe dialog, forebygge konflikter og fremme fredelig sameksistens.
3. Men det tredje niveau er det allermest langsigtede. Her går vi til de lokale “konger”, som har magt til at ændre på rammerne. Det er her, arbejdet med tros- og religionsfrihed for alvor batter.
Ed Brown husker hvordan han knap kunne få 15 minutters taletid i Udenrigsministeriet, da han kun talte om forfulgte kristne. Først da han begyndte at tale om forfulgte muslimer, hinduer og andre religiøse minoriteter, skete der noget: “Når vi som kristen organisation tager en principiel tilgang til tros- og religionsfrihed og forsvarer alles ret – ikke kun vores egen - får vi adgang til nye samtaler og mulighed for at påvirke beslutninger, der former samfundet på lang sigt.”
En potentiel gamechanger
Når mennesker ikke frit kan tro, tvivle, skifte religion eller sige nej tak til at tro, påvirker det deres muligheder på mange andre områder af livet. Det ser vi gang på gang hos vores partnere i Afrika og Mellemøsten.
Tros- og religionsfrihed er altså ikke en isoleret rettighed, men en del af det samlede rettighedskompleks, understreger tidligere FN specialrapportør for tros- og religionsfrihed, Heiner Bielefeldt. Han mener ikke, det er muligt at arbejde for sundhed, ligestilling, fødevaresikkerhed eller rent drikkevand isoleret, da alle sociale rettigheder hænger sammen med retten til tros- og religionsfrihed.
Den sammenhæng bekræfter Katja Gunnertoft Bojsen, sekretariatschef i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde: “Når man styrker arbejdet med tros- og religionsfrihed, vil det også have effekt på andre rettigheder og være en potentiel ‘gamechanger’. For eksempel for kvinder og pigers mangel på rettigheder, som oftest er relateret til et religiøst tanke- eller værdisæt.”
Ifølge Heiner Bielefeldt er religiøse aktører helt naturligt særligt aktive på dette felt, da det er dem, der med størst legitimitet kan arbejde for den rettighed.
Et pejlemærke for fremtiden
Mission Afrikas bestyrelse har tidligere på året formuleret et pejlemærke for organisationens arbejde med tros- og religionsfrihed.
“Sammen med vores partnere vil vi udforske forbindelsen mellem at forkynde det kristne evangelium, forbedre levevilkår gennem diakonalt arbejde og fremme tros- og religionsfrihed for alle,” siger formand Anne Mie Skak Johanson.
“Vi kommer til at dyrke de særlige muligheder og synergier, der ligger i at arbejde med netop disse tre på én gang forbundne og selvstændige formål.”
Målet er ikke kun at beskytte religiøse minoriteter, men at bidrage til at mennesker med forskellige overbevisninger kan leve sammen i fred og frihed. Hvis det lykkes, bliver tros- og religionsfrihed måske – som nogle allerede har kaldt det – en reel gamechanger.