Nedlukning af internettet i Iran stopper ikke SAT-7 i at sende tv

Den 8. januar 2026 lukkede de iranske myndigheder for adgangen til internettet i hele Iran. Det skete som en reaktion på udbredte protester og demonstrationer fra befolkningen. Den massive nedlukning af informationsstrømme og kommunikation har store konsekvenser for iranerne, og selvom internet og telekommunikation langsomt åbner op igen, er adgangen fyldt med restriktioner, så mange lever reelt stadig i frygt og uvished omkring deres nærmestes liv og sikkerhed.

Mange tusind iranere er dræbt

Vi har talt med vores udsendte medarbejder Joel Dam, som arbejder på den kristne tv-station SAT-7, hvor der, på trods af censur fra myndighederne, fortsat sendes tv via satellit til den iranske befolkning. 

Joel Dam beskriver situationen i Iran sådan her:

“Kort sagt startede protesterne i slutningen af december 2025 primært som en folkelig reaktion på en dyb økonomisk krise og faldende købekraft, men udviklede sig hurtigt til bredere kritik af styret og krav om politiske forandringer. Det resulterede i en total nedlukning af internettet om aftenen den 8. januar.”

Joel bekræfter desuden, at det er svært at få informationer ud af landet, men der er bred enighed om, at mange tusinder er blevet dræbt i forbindelse med demonstrationerne, siger han.

“Mange frygter at tage på hospitalet, fordi regeringen anholder folk med skader, der kunne forbindes med demonstrationerne. Flere anholdte er blevet idømt dødsstraf, og blandt de dømte er flere unge helt ned til teenagealderen. Nogle af retssagerne foregår online, hvor folk bliver dømt hurtigt, for at skræmme befolkningen til at stoppe protesterne.”

Og det virker, siger Joel, og fortsætter:

“Der bliver ikke protesteret i samme grad nu, for der er stor bevæbnet militær tilstedeværelse i gadebilledet, og man frygter for at bevæge sig udenfor.”

En afskæring af menneskelig kontakt

Reza Jafari, som også arbejder på tv-stationen SAT-7, har familie i Iran. Han har derfor mærket bekymringen for sine nærmeste på egen krop.

“I næsten 2 uger kunne jeg ikke komme i kontakt med min gamle mor i Iran,” fortæller han. “Og nu hvor internettet teknisk set er tilbage, er forbindelsen stadig meget ustabil og jeg har kun kunnet tale med min mor få minutter ad gangen.”

For Reza, og millioner af iranere, er det ikke bare en afskæring af internet-forbindelse:

“Det er en afskæring af menneskelig kontakt. Vi lever i uvished om vores families sikkerhed. Vi søger bekræftelse og ro i sindet, og det kan vi ikke få.”

Grafen herunder (fra 30. januar 2026) viser, hvordan internet-aktiviteten faldt til 0% den 8. januar, og hvordan aktiviteten gradvist stiger, men med stærke begrænsninger.

Selvom internet-adgangen nu ser ud til at være på vej tilbage, er det stadig underlagt en vis censur, og kræver ofte en VPN-forbindelse, der kan omgås censureringerne. Så det er altså stadig langt fra alle, der har de tekniske muligheder for at komme i kontakt med deres familie udenfor landet, vurderer Joel.

Bed en bøn for Iran

Et af de vigtige initiativer, SAT-7 har sat i gang under nedlukningen i Iran, er “Share your Prayer”, som betyder “Del din bøn”. På tv-stationens internationale Facebookside opfordrer man til at sende opmuntrende beskeder og bønner til de kristne i Iran.

Bønnerne bliver oversat til farsi, og kører i bunden af skærmen, når SAT-7 PARS sender live tv:

Herfra skal også lyde en opfordring til at bede en bøn for alle de iranere, som lever i frygt og uvished. Bed om håb og trøst midt i sorgen og smerten.

SAT-7 sender stadig tv i Iran

På trods af regeringens kontrol og blokering, kan tv-stationen SAT-7 stadig sende programmer i Iran, fordi det foregår via satellit. Og det er en opgave, de tager meget alvorligt. Der bliver produceret programmer, som tager hånd om den sorg og vrede det iranske folk oplever lige nu. Programmer som sætter ord på frygt, desperation og usikkerhed. Og som holder håbet og fællesskabet op. Der tilbydes forbøn og personlige samtaler.

“Vi har skruet op for lovsangen i vores programmer, fordi vi tror på, at især lovsangen kan bidrage til at lindre den sorg og smerte, som mennesker i Iran bærer rundt på lige nu,” siger Reza Jafari.

Det blev bekræftet af et opkald til tv-stationen fra en kvinde, som havde været i kontakt med sin søster i Iran. Søsteren efterspurgte mere lovsang fra SAT-7. Og for Reza blev det en bekræftelse på det, de allerede havde identificeret som et behov fra Iran, på trods af den meget sparsomme kontakt de har med befolkningen.

I videoen herunder giver Reza en opdatering af situationen hos SAT-7 PARS, hvor han arbejder (vær opmærksom på at videoen er optaget i slutningen af januar, så forholdene kan have ændret sig siden).