Christiana Hezron: En bypige på udebane i Kontagora
Skribent: Christiana Hezron, underviser i Secondary School
Jeg hedder Christiana og har de sidste 17 år boet i Kontagora med min familie. Da jeg var ung og nygift blev min mand, Hezron, tilbudt et job som underviser på en bibelskole i Kontagora – 1000 km fra mit hjem. Det var absolut ikke en drømmesituation for mig, for jeg vidste, at ude i et landdistrikt som Kontagora, ville jeg ikke kunne bruge min universitetsuddannelse i landbrugsøkonomi. Jeg var derfor noget betænkelig, da vi takkede ja.
Usikkerheden er stor her, hvor vi bor
Kontagora er et udsat område, der igen og igen har været mål for vold og angreb. Det er bander og ekstremistiske muslimske grupper, der udfører angrebene, og vi ved aldrig, hvornår de slår til. Derfor er usikkerheden stor her, hvor vi bor.
I januar 2009 ankom jeg til Kontagora og følte, at jeg var rejst mange hundrede år tilbage i tid. Alt her var primitivt, mange kunne ikke læse og skrive, og levevilkårene var utroligt barske. Jeg er en rigtig bypige og var slet ikke vant til livet på landet. På mange måder følte jeg, at jeg måtte begynde fra nul. I begyndelsen kunne jeg ikke engang se forskel på en risplante og et græsstrå, og jeg husker, at de lokale i Kontagora fik mange gode grin over min uvidenhed.
Når min mand er hjemme, ånder jeg lettet op
Når jeg ser tilbage på de 17 år, jeg har boet i her, er det tydeligt, at ustabilitet konstant har været en udfordring. Kontagora er plaget af islamiske terrorister og bandegrupperinger, som i perioder hærger, kidnapper og plyndrer. Lige nu er vi inde i en rimelig fredelig periode, men vi ved aldrig, hvornår der sker en kidnapning eller et røveri igen. I vores landsby er det som regel rimelig trygt, men når Hezron rejser ud til menigheder på landet, er jeg altid ængstelig og beder mange gange for ham, om at han må være i sikkerhed på vejene, og hvor han opholder sig. Først når han er hjemme igen, føler jeg, at jeg kan ånde lettet op.
Man ved ikke, hvem man kan stole på
Vi har flere gange oplevet, at banderne bruger lokale informanter til at afsløre, hvem der har kontantbeløb eller værdigenstande, som de kan røve. På et tidspunkt blev en præst opsøgt af nogle bandemedlemmer, som vidste, at præsten havde indsamlede kontanter liggende. Mens bandemedlemmerne var i kirken, lavede de et opkald, og præsten kunne høre på stemmen i telefonen, at de talte med en person fra kirken. Præsten blev da klar over, at en fra kirken havde informeret bandemedlemmerne om muligheden for at få fat i penge - sikkert i håb om selv at få en andel.
Det er trist, at mennesker er så desperate, at de gør sådan noget. Det skaber utryghed og mistillid i lokalsamfundet, at man ikke ved, hvem man kan stole på. Vi forsøger at navigere i, at den mistillid er et levevilkår, hvor vi bor.
Jeg bliver bange, når uroen rykker tæt på mit hjem
I turbulente tider minder jeg ofte mig selv om et vers fra Bibelen i Johannesevangeliet kapitel 14, hvor der står: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”
Min erfaring er, at Gud har omsorg for mig ved at give mig en grundlæggende fred i hjertet og give mig mod til at holde ud, når det er svært. Samtidig oplever jeg, at jeg let kan blive bange og overmandet af frygt i de perioder, hvor banderne hærger, og vi fornemmer, at uroen rykker tæt på vores hjem. Der er hele tiden denne dobbelthed. Utrygheden forsvinder ikke, men som barn af Gud får jeg lov til at opleve den særlige fred, som kun han kan give.
Der er mange opmuntringer og løfter gemt i Bibelen
I Kontagora har jeg lært at leve tæt på naturen og i stor afhængighed af Gud. Min læringskurve var stejl, og det har ikke været lige nemt i alle årene, men Gud har sørget for mig og min familie hele vejen.
Lige så stille har jeg vænnet jeg mig til livet i Kontagora og fået en hverdag. Ledelsen på bibelskolen, hvor Hezron arbejder, havde syn for at give mig opgaver og på den måde kom jeg hurtigt i gang med at undervise og tilbyde læsetræning til evangelisterne. Et arbejde som senere blev udvidet og som på så mange måder har været berigende og meningsfuldt at være en del af. I dag er jeg underviser på en secondary school og trives godt med at undervise teenagere.
Jeg øver mig i at finde styrke i Bibelens ord. Der er mange opmuntringer og løfter gemt til os alle der. Det er mit håb, at min beretning kan være til opmuntring for andre. Må du, der læser dette, finde styrke og mod til at leve og stole på Guds omsorg for dig.
Missionsarbejdet i Kontagora - kort fortalt:
Mission Afrikas partner, Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN), har i næsten 35 år evangeliseret og arbejdet for fred i Kontagora – et område hvor ufred og ekstrem vold fylder meget. LCCN står blandt andet bag bibelskolen i Kontagora, hvor Hezron Luka er ansat som underviser.
Mission Afrikas projektgruppe ‘Kontagora-gruppen’ følger trofast med og støtter op om arbejdet. Gruppen består blandt andet af tidligere missionærer med indgående kendskab til området, så der er hjerte for sagen.