I Senegal begynder mission med relationer
Skribent: Louise Lund Kristensen, fundraiser og adm. koordinator i Mission Afrika
Hvordan er man kirke i et land, hvor 95 % af befolkningen er muslimer? For Souley Manou og Rahilou begynder svaret ikke med store strategier eller hurtige resultater, men med relationer.
I februar var jeg i Senegal for at besøge vores to camerounske missionærfamilier, som efter 15 års missionsarbejde i Mali, er rykket videre til Senegal, hvor de er startet helt forfra.
Souley Manou, Rahilou og 5 af deres 6 børn
Souley Manou og Rahilou bød mig velkommen i deres familie og fortalte åbent og ærligt om, hvordan det er at være kirke i en muslimsk kontekst.
Jeg mærkede med det samme en varme og åbenhed, som alle, der møder familien, også må kunne mærke. Der var en stille styrke og en visdom i rummet, som gjorde stort indtryk på mig.
Opgaven går ud på at skabe tillid
Soley Manou bekræfter, at det tager tid at starte missionsarbejde op i et nyt land. Et nyt sprog skal læres – i dette tilfælde wolof – og samtidig skal man lære en ny kultur og kirkelig sammenhæng at kende. Selvom kirken i Senegal også er luthersk, er normer og strukturer anderledes.
“For at kunne styrke kirken, må man først forstå den,” siger Souley Manou.
Hovedformålet med familiens arbejde i Senegal er at hjælpe en ny luthersk menighed i Dakar. Souley Manou støtter kirkens ledere, uddanner undervisere og støtter op om kirkens lokale arbejde. Men først og fremmest går opgaven ud på at skabe tillid og langsomt blive en del af de relationer og fællesskaber, der allerede findes i byen.
Kristen kirke i muslimsk kontekst
Senegal er et fredeligt land, hvor kristne ikke bliver forfulgt, og hvor man frit kan bygge kirker. Men selvom der er religionsfrihed, er det ikke socialt accepteret at konvertere fra islam til kristendommen. Derfor er relationer og dialog mellem naboer så utrolig vigtigt.
I Dakar ligger en skole med 750 elever, som den amerikanske lutherske kirke ELCA startede for år tilbage. Her går både muslimske og kristne børn. Skolen fungerer som et neutralt mødepunkt, hvor alle er velkomne. Souley Manou er begyndt at undervise de kristne børn og håber med tiden at kunne udvide undervisningen til muslimske elever.
Ved siden af skolen ligger den lille lutherske kirke. Når det bliver jul, pakker menigheden mad, slik og en julehilsen til alle børnene på skolen – uanset tro. På den måde bliver kirken kendt som et fællesskab, der ønsker alle mennesker det godt.
Menigheden forsøger også at skabe fællesskab for unge. På stranden – et naturligt samlingssted for mange unge i Dakar – arrangerer de aktiviteter, sport og gudstjenester.
“Vi forsøger at møde mennesker dér, hvor de allerede er,” forklarer Rahilou.
Den lutherske menighed, som Souley Manou og Rahilou var med til at starte, rummer nu 20-30 mennesker. Souley Manou er desuden blevet en naturlig del af den lutherske hovedkirke i Dakar, hvor han deltager aktivt i kirkens arbejde og udvalg.
Rahilou skaber et naturligt rum for fællesskab
Rahilou spiller en central rolle i arbejdet som missionærfamilie. Hun har startet en børnekirke og opbygget stærke relationer til kvinder i lokalområdet. Hun underviser kvinder i at producere sæbe, shampoo og vaskepulver – en vigtig praktisk færdighed, som kan give kvinderne i Dakar en indkomst. Når det sker, løftes hele familiers sociale og økonomiske status, da kvinderne ofte prioriterer børnenes uddannelse, også pigernes, som ellers kommer bagerst i køen.
Undervisningen bliver samtidig et naturligt rum for fællesskab, samtaler og relationer på tværs af tro.
For tiden er Rahilou i gang med at lære at sy, så hun også kan lære dét videre til andre kvinder.
Gud virker gennem møder med mennesker
I Mali, hvor familien tidligere boede og arbejdede, var det naturligt at besøge hinanden spontant og bruge lang tid sammen. Dakar minder på en måde mere om Danmark. Her ringer man før man kommer på besøg, og der er færre naturlige mødesteder. Derfor må relationerne skabes mere bevidst og over længere tid.
For Souley Manou og Rahilou handler mission derfor ikke om hurtige resultater, men om nærvær og relationer over tid. De tror på, at Gud virker gennem de møder og fællesskaber, der opstår mellem mennesker.
Soley Manou bliver ofte inviteret med i samtaler og komitéer sammen med muslimer. Når imamen beder, bliver han også spurgt, om han vil bede. Det siger noget om den tillid og respekt, som er blevet opbygget.
I Senegal begynder missionen altså med relationer – og med viljen til at gå langsomt nok til, at tilliden kan vokse.
Louise Lund Kristensen og Souley Manou