Vores respons på krig og konflikt er altid fred og forsoning

Skribent: Joel Zakarias Dam, udsendt fra Mission Afrika til SAT-7 


Joel Zakarias Dam

Matt. 5,9a: Salige er de, som stifter fred. 

Mission Afrika har altid arbejdet i områder, hvor mennesker fra forskellige trosretninger mødes. I både Afrika og Mellemøsten har vores partnere oplevet angreb og konflikter på grund af menneskers etniske og religiøse forskelle.  

Vi ser nogle gange det, jeg vil kalde en stamme-mentalitet, hvor dem, der er en del af ”stammen”, får del i goderne, bliver beskyttet og accepteret, mens ”de andre” bliver udstødt, straffet eller behandlet som mindreværdige. 

Jesus viste et andet eksempel. 

En åben invitation 

Rom. 5,10a: For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde. 

Jesus mødte de mennesker, der ikke passede ind, på en unik måde. Mennesker der var anderledes. Mennesker der var Guds fjender. Han døde så enhver, der vil tage imod ham, kan forliges med Gud. En åben invitation men med frihed til at sige nej. For hvordan kan vi have kærlighed under tvang? Kærligheden til næsten må ikke være betinget af, om de vælger at tro eller ej. 

Matt. 5,9: Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. 

Vi lever i en verden, hvor alle har en platform og kan dele deres holdninger. Igennem mine 8 år i Cypern har SAT-7 været et forbillede for mig i forhold til hvordan vores TV og online platforme benyttes til at stifte fred og forsoning og samtidig give mennesker en mulighed for at høre og reagere på evangeliet. Vores respons på krig og konflikt er altid at tale for fred og forsoning. En stemme der lægger situationen over til Gud og beder om hans indgriben. SAT-7 viser, hvordan kirken er aktiv og hjælper ikke kun de kristne, men alle mennesker. Det er et troværdigt vidnesbyrd, der afspejler en oprigtig kærlighed til næsten. 

Frihed til at sige nej 

Vi kan ikke skabe tro i menneskers hjerter, men vi kan være dem, der stifter fred og skaber rum for samtalen, hvor hjertet er åbent overfor Helligånden. Et rum der giver plads til en oprigtig tro. Plads til en livsforvandlende relation med Jesus og lov til at være Guds barn. Og et rum hvor der er frihed til at sige nej. 

Forrige
Forrige

Tros- og religionsfrihed for alle

Næste
Næste

Christiana Hezron: En bypige på udebane i Kontagora