Ledelsesberetning

Mission Afrika

I Mission Afrika har vi en mission og en vision. Vi er grundlæggende her og er missionsselskab for at evangeliet om Jesus Kristus skal udbredes i Afrika og Danmark. Men det er også en bred og lidt uhåndterlig mission Hvordan ser det ud i Mission Afrika når vi skal gå efter denne mission, for vi har naturligvis vores tilgang til det helt grundlæggende kald vi har fået. For Mission Afrika er det vigtigt med relationer, vores relationer mod syd, vores relationer med dem der støtter op om arbejdet og vores relationer internt i organisationen og vores relation til det himmelske. Men relationer er ikke det eneste. Vi vil også forandring, altså forandring til det bedre. Vi ønsker at de gode nyheder skal blive til gode nyheder for mennesker til legeme, sjæl og ånd. Derfor hedder vores vision også ”Vi vil ændre nationer igennem relationer” Det vil vi gøre på forskellige måder Vi vil arbejde for ”styrkende fællesskaber”, hvor vi vil opbygge relationer gennem følgeskab og lokal forankring på tværs af kulturer og grænser. Vi vil arbejde for at ”skabe muligheder” for mennesker, for kirker og for samfund og egentlig også for nationer, der hvor vi kan. Vi vil gerne styrke mennesker, kirker, og samfund ved at give redskaber, mod og muligheder. Og endelig så længes vi efter ar se ”forandrende tro” udlevet og praktiseret. Vi vil i Mission Afrika bæres af den kristne tro, som motiverer os og andre til mission, udveksling, fornyelse og fredelig sameksistens.

Det er det som vi brænder for og det vi holder for øje. Vi arbejder med partnerskaber, Joint Mission, forstår mission holistisk og tror på at vi er sat for at arbejde i Vestafrika og med kristen/muslimsk relation.

Men hvordan ser det så ud i praksis. Hvad sker der? I denne del af ledelsesberetningen bliver det de store penselstrøgs, der tages fat på.

Siden sidste Årsmøde

Tiden siden sidste årsmøde har for Mission Afrika været præget af omskiftning og flytning her i Danmark Vi oplever fortsat at vi har stabile og gode relationer til vores partnere og at partnerskaberne trives og udvikler sig.

Nye lokaler på Viaduktvej

Mission Afrikas sekretariat er nu fuldt ud flyttet ud på Viaduktvej i Viby. På den nye lokalitet er der plads til et logistikcenter til Mission Afrika Genbrug og kontor til alle medarbejdere. Ved indvielsen af de nye lokaler tilbage i februar 2024 deltog flere fra missionens bagland. Medarbejderne er glade for, at de forskellige afdelinger af Mission Afrikas arbejde nu er samlet under samme tag. Det giver større samhørighed. Der har været en del arbejde med at indrette, rydde op og få det hele organiseret på Viaduktvej, men for os der kommer på sekretariatet af og til, føles det som om tingene nu er faldet på plads.

Trofaste partnere og stabile projekter

I Mission Afrika har vi trofaste og langvarige partnerskaber. Vi har i 25 år samarbejdet med den Lutherske Brødrekirke i Cameroun (EFLC). I år kunne kirken fejre sit 100 år jubilæum og repræsentanter fra Mission Afrika deltog i festlighederne. Til vores store glæde var passionen for mission en vigtig del af fejringen. Vi begejstres forsat over den fælles mission vi har sammen med EFLC, hvor der er sendt missionærer til Mali og nu også til Senegal.

Gennem mere end 100 år har Mission Afrika arbejdet i Nigeria og er fortsat i et stærkt partnerskab med Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN). Trods usikkerhed og vanskelige arbejdsvilkår er der gang i projekter i landet. Vi længes efter at se flere fælles projekter med LCCN og udbygge gensidigheden. De gensidige besøg der har været i løbet af året, har skabt fornyet tillid og forståelse. Vi er i forventning til den videre udvikling og glæder os til at deltage i 100 års fejringen af kirkens Convention i februar 2025.

Også sammen med SAT7 har vi et langt og godt partnerskab og glædes over projekter der er med til at sende tusindvis af kristne børne- og voksenudsendelser ud i Nordafrika og Mellemøsten. På dette års Årsmøde har vi valgt at sætte fokus på netop SAT7 og det fantastiske arbejde de gør for at bringe håb og gode nyheder ud til befolkninger som det ellers er svært at række ud til.

Mission Afrika har desuden partnerskab med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Den Centralafrikanske Republik og PROCMURA. I Sierra Leone, er vores samarbejdet med Bo stift helt er ophørt, men vi ønsker sammen med LCCN at udforske mulighederne for at arbejde sammen med den spinkle lutherske kirke, der findes i landet.

Mission Afrika har gennem CKU og CISU støttet projekter i Cameroun, Mali og SAT7. Øvrige midler bliver fordelt via seks puljer som vores partnere kan søger projektstøtte gennem. Hertil kommer bidrag til joint mission, som er det arbejde der sker i Mali og Senegal via missionsselskab Mission Fraternelle Lutherienne au Mali (MFLM).

Joint Mission

Vores lange partnerskaber særligt det med LCCN har lært os meget om partnerskaber. Når vi forpligter os på følgeskab, betyder det at vi skal være tydelige på hvad vi hver især bringer til det fælles bord. For os i Mission Afrika betyder det at vi skal lytte, men også at vi gerne vil blive endnu tydeligere på hvad f.eks. trosfrihed eller joint mission skal betyde i vores fællesskab. Hvad kan vi f.eks. gå med i når vi snakker joint mission sammen med EFLC eller LCCN.

Hvad er Joint Mission helt præcist? Og hvordan skal det se ud fremadrettet? Det har vi i Mission Afrika drøftet og haft behov for at beskrive nærmere. Det har været hovedtemaet for samtalerne i Mission Afrikas tænketank. Resultatet af vores drøftelser lægger vi frem på dette årsmøde til drøftelse. Vi drømmer om at udvide Joint Mission og tænker her mest på at udvikle nyt sammen med LCCN i Nigeria.

Opsigelser og arbejdsmiljø

Året har desværre været præget af alt for mange opsigelser i medarbejderflokken på vores danske sekretariat. I alt valgte ti medarbejdere at sige op og finde nye job. Opsigelserne har medført en evaluering af arbejdsmiljøet i Mission Afrika. Der er blevet gennemført flere trivselsundersøgelser og organisationen har fået hjælpe fra en trivselskonsulent. I forbindelse med opsigelserne er der desuden blevet holdt exitsamtaler, som har givet os værdifuld viden. I Mission Afrika vil vi gerne anstrenge os for at have en arbejdsplads, som er attraktiv, og hvor folk trives. Mission er mennesker.

Jørn Blom Knudsen, der har været generalsekretær for Mission Afrika gennem de sidste to år, er blevet opsagt fra sin stilling pr. 2. september 2024. Bestyrelsen fandt, at det var tid til et skifte på posten. Jørn Blohm Knudsen har ydet en ihærdig og engageret indsats for Mission Afrika, som vi gerne vil takke ham for. Særligt har der været fokus på at skabe kendskab til Mission Afrikas arbejde. Det har givet organisation et skub på vejen mod en udvidelse af vores bagland.

Men nu skal vi byde velkommen til Daniel Toft Jakobsen. Daniel kommer til Mission Afrika med en bred viden om både udviklingssamarbejde og om dansk kirkeliv. Han har desuden erfaring inden for politik, strategi, organisationsudvikling og ledelse.

Økonomiske overvejelser

Vi kommer ud af året 2023 med underskud. Det er ikke første år vi gør det. Det skyldes til dels en bevidst investering primært i Mission Afrika Genbrug. Det forventede afkast er dog udeblevet både pga. af nedlukningerne i forbindelse med Corona, og efterfølgende er den generelle samfundsudvikling ikke gået vores vej. vi har investeret i MAG og at vi glæder os over de mange flotte – nye som gamle – butikker, som dukker op overalt, men vi har stadig til gode, at kunne se forbedringerne på bundlinjen. År med underskud har tæret på egenkapitalen og det får betydning for den kommende budgetlægning. Midt i denne lidt kedelige udvikling er det glædeligt at de private gaveindtægter er steget, Jørn Blohm har sammen med et team af mødeholdere afholdt mange møder og dermed er kurven for de personlige gaver vendt.

Mission Afrika Genbrug

Vi har et dygtige og ihærdigt team som betjener vores 54 genbrugsbutikker og alle de mange fantastiks frivillige som får det hele til at løbe rundt. Vores team løber stærk for der er meget af se til i genrugsbranchen. Her handler det om at følge samfundsudviklingen, at være med hvor det sker og samtidig hele tiden have øje for den økonomiske del af butikken. Vi er så taknemlig for alt det der tjenes ind gennem butikkerne, men også for at vide at der i butikkerne er fællesskab og følgeskab. Det er vores vision både i alt vores arbejde at det skal gennemsyres af fællesskab, respekt og alt det der er godt. Det er det Gud har sat os til at dele.

Fremadrettet

Mission Afrika har som vision at være med til at ændre nationer gennem relationer. Det er fortsat det mål vi holder for øje. Vi glæder os til at fortsætte det gode arbejde sammen med vores partnere, omsat af et dygtigt medarbejderteam og med støtte fra et engageret bagland. Mission er mennesker og et kald til at stå sammen og dele ud. Det vil vi bestræbe os på i Mission Afrika.

Vi ved at fællesskab mellem mennesker er helt nødvendigt for at vi bliver hele, vi ved at muligheder giver mennesker chancen for at gå efter de drømme som Gud har lagt ned i os og vi ved at bøn og tro flytter noget dybt inde i os og i verden. Tak for alle jer som støtter op og beder for Mission Afrika. Det har vi brug for i bestyrelsen, i ledelsen, hos medarbejderne, ude hos vores partnere, i forhold til vores økonomi, for vores frivillige – ja, hele vejen rundt. Vi har brug for Gud hjælp altid men også særligt når vi oplever det er udfordrende og når vi ståroverfor noget nyt. Tak fordi I beder med og er med.