Loading...

5 nye volontører er klar

I efteråret 2024 er fem unge volontører udsendt af Mission Afrika til Cameroun. Her kan du læse om dem og deres arbejde – og du kan støtte projektet Urban Mission, som handler om at skabe nærvær og fællesskab i den travle og ofte ustabile tilværelse, som storbyerne repræsenterer. Et projekt som vores fem volontører er en del af, mens de bor i Camerouns hovedstad Yaoundé, som rummer omkring 2,5 millioner mennesker.

De rejser ud d. 1. september og kommer hjem igen d. 29. november. Følg med i deres rejse på Instagram og send dem en kærlig tanke og en bøn, mens de er afsted.

Benjamin

“Jeg glæder mig til at opleve andre kulturer og se, hvordan man kan leve andre steder i verden.”

Laura

“Jeg ser mega meget frem til at komme til Cameroun og komme under huden på nogle mennesker, der har en helt anden kultur og religionsforståelse, end vi har.”

Mathias

“Jeg glæder mig til at komme til Cameroun. Jeg glæder mig til at møde kirken der og se, hvordan man kan drive kirke på mange forskellige måder. Og hvordan man kan være glad, selvom man ikke har ligeså meget, som vi har herhjemme.”

Laura

“Jeg glæder mig til at komme ned til Cameroun og udfordre mig selv og opleve en anden kultur end den, vi ser i Danmark – og komme ind på indersiden af den i stedet for at se det udefra.”

Gustav

“Jeg vil gerne være volontør, fordi jeg gerne vil lave noget meningsfuldt arbejde, der både bunder i tro og medmenneskelighed.”

Volontørerne starter deres ophold i Camerouns hovedstad Yaoundé, hvor de bor på kirkens grund i cirka seks uger. Her modtager de franskundervisning, så de kan kommunikere med de lokale og opbygge relationer til kirkens medlemmer. Deres opgave er at støtte og deltage i kirkens aktiviteter og skabe forbindelse med de unge i kirken. De får også forskellige praktiske opgaver og aktiviteter med kvinde- og børnegrupper, samt engelskundervisning.

Efter de første seks uger i Yaoundé rejser volontørerne videre til Garoua i det nordlige Cameroun. Her skal de arbejde på drengehjemmet POTS (Pearls Of The Street) og være en del af aktiviteterne omkring kirken, skolen og drengehjemmet.

Støt projektet Urban Mission

Folk i byerne kommer og går, og kirken må derfor finde nye måder at tage imod nye medlemmer og hjælpe dem med at vokse i troen. Storbyernes beboere er mere skeptiske, er ofte på farten, ramt af travlhed og optaget af materialisme. Kirkens folk arbejder hårdt for at gøre kirken til en synlig og relevant del af folks travle liv, og her er vores fem volontører med i de aktiviteter, kirken arrangerer, for at skabe større engagement og forhåbentlig trække flere beboere fra storbyerne ud til kirkerne.

Ved at støtte projektet Urban Mission, er du med til at sikre, at kirken fortsat er synlig og spiller en aktiv rolle for den voksende unge befolkning i storbyer som Yaoundé i Cameroun.