SAMMEN KAN VI FORANDRE VERDEN

Her beskrives de egenskaber og værdier, som er afgørende for at Mission Afrika Genbrug lykkes. Omsætningen og frivilligglæden øges, når alle får den bedst mulige oplevelse ud af et besøg i en genbrugsbutik.

Prissætning – den laveste pris er ikke nødvendigvis den rigtigste

I mange år har vi arbejdet ud fra antagelsen om, at vi får flere kunder ved at have så lave priser som muligt i vores genbrugsbutikker. Mange studier viser, at denne antagelse er misforstået. Når priserne er lave, tror kunderne, at varerne er dårlige. Det er ren psykologi.
I sommer lavede jeg et lille eksperiment i Herning, da vi etablerede mobilt genbrug under Danske Kirkedage. 10 tørklæder var blevet prissat til 15 kroner, men jeg valgte at opjustere prisen per tørklæde til 40 kroner. De blev hurtigt solgt, og det gav 25 kroner mere per tørklæde til Mission Afrika. Over tid kan det blive et ret stort beløb, når vi tænker på det antal tørklæder, vores 64 butikker sælger per år. Vi er vant til, at huslejepriser følger med markedet, og derfor kan det undre, at den samme dims i genbrugsbutikkerne stadig koster 10 kroner efter 20 år.
Samtidig skal vi også være opmærksomme på, at varer kan indbringe mere, hvis de præsenteres lækkert. Erfaringerne er for eksempel, at du kan tage en langt højere pris for porcelæn, der er opstillet i et gammelt karlekammerskab end på en trådhylde. Det gælder mange varer.

Kundeoplevelse – vær opmærksom på indretning, trends og vareplacering

Flere genbrugskæder arbejder med meget strømlinede butikker. Sådan arbejder vi ikke i Mission Afrika Genbrug. De 64 butikker skal ikke ligne hinanden med de samme hvide reoler og de samme opstillinger. Derimod arbejder vi med, at de enkelte butikker skal passe til deres lokalområder. I nogle områder skal butikkerne være store, kræmmer- og Bilka-agtige. Andre lokalområder søger butikker, der giver fine, små shoppeoplevelser.
Ideen er helt grundlæggende, at indretningen i butikkerne ikke skal være tilfældig, men give kunderne en god oplevelse. Derfor opfordrer vi også butiksmedarbejderne til at suge til sig i andre forretninger i deres lokalområder. Det gælder også i forhold til tidens trends. Lige nu er hobby-sager meget efterspurgte. Det betyder, at selvom dametøj stadig er vores mest efterspurgte vare, kan det godt betale sig at etablere en hobbyafdeling et synligt sted. Kvinderne skal nok finde dametøjet, selvom det er placeret bagerst i butikken, men indretningsmæssigt skal de have hjælp til at finde lokalområdernes særkende eller tidens trends.

Passion – nøglen til overskud er frivillige med passion

Vi kan redesigne butikker, hæve priserne og sørge for at kreere de smukkeste udstillingsvinduer. Hvis de frivillige i butikkerne mangler gåpåmod og virkelyst, er det andet fuldstændigt lige meget! Er arbejdet ikke en hjertesag, er det svært at holde gejsten oppe, når man som frivillig for 10. gang på en dag skal kassere halvdelen af tøjet i en modtaget tøjsæk. Det er også vanskeligt at have passion for at udstille varer på en ny måde eller udvikle forretningsgangen.
Jeg tror meget på Mission Afrika Genbrugs koncept med, at butikkerne har så stor selvstændighed i driften som overhovedet muligt. Butikkerne skal IKKE være ens. Men jeg har en drøm om, at alle vores frivillige ønsker at holde sig opdaterede på tidens trends og være inkluderende over for både kunder og andre frivillige. Når de frivillige har passion for arbejdet, så kører det bare.