175 danske organisationer i åbent brev til Statsministeren:
Verdens fattigste skal ikke betale prisen for modtagelse af flygtninge fra Ukraine
175 danske organisationer danner fælles front mod regeringens milliard-nedskæringer i udviklingsbistanden for at finansiere Danmarks modtagelse af fordrevne fra Ukraine. Regeringen har allerede skåret 2 mia. kr. i 2022 fra Danmarks støtte til verdens fattigste mennesker, men civilsamfundet frygter flere nedskæringer.
Derfor har 175 organisationer i dag sendt et fællesbrev til Statsminister Mette Frederiksen, Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, hvor de stiller sig kritisk over for den udhuling af udviklingsbistanden, der vil
undergrave Danmarks vigtige indsatser for at bidrage til fred og stabilitet samt bekæmpe fattigdom, kriser og mere fordrivelse i verdens mest skrøbelige regioner.
Regeringen har indtil videre ikke fredet udviklingsbistanden for yderligere nedskæringer efter de seneste udmeldinger om, at Danmark skal forberede sig på at modtage op mod 100.000 flygtninge fra Ukraine. Fortsætter regeringen med at finansiere modtagelsen af flygtninge over udviklingsbistanden i 2022 og over de kommende år, frygter organisationerne for de fatale konsekvenser, det vil medføre for verdens mest udsatte mennesker. Opråbet fra de 175 organisationer er derfor, at regeringen bør frede bistanden resten af 2022, 2023 og fremadrettet.
I brevet understreger organisationerne, at det danske civilsamfund står klar til at hjælpe de fordrevne fra Ukraine både herhjemme og i Ukraine, hvor danske organisationer er stærkt tilstede: “Det gør vi samtidig med, at vi står sammen med de mest udsatte i verdens skrøbelige regioner. Vi opfordrer på det kraftigste regeringen til at stoppe udhuling af udviklingsbistanden. Behovet for Danmarks udviklingsbistand er større ude i verden end herhjemme,” skriver organisationerne.
En af de mange medunderskrivere af brevet er Oxfam IBIS. Generalsekretær Lars Koch peger på vigtigheden af, at regeringen husker den globale helhed og handler langsigtet midt i den nuværende krise: ”Når verdens opmærksomhed er rettet mod en bestemt krise, er det vores opgave også at huske helheden og det langsigtede perspektiv. Der er desværre mange alvorlige kriser og mennesker i nød andre steder i verden, som vi har en solidarisk forpligtelse overfor. Danmark har råd til at finansiere modtagelse og beskyttelse af flygtninge fra Ukraine gennem andre finansieringskilder end gennem udhuling af udviklingsbistanden,” siger Lars Koch.
Generalsekretær hos Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen har også underskrevet brevet. Hun mener, at det er uansvarligt at skære i udviklingsbistanden i en tid, hvor kriser hober sig op globalt: “Vi står overfor en eskalerende sultkatastrofe drevet af covid, klimakrise og konflikt – og krigen i Ukraine vil kun forværre den situation. Det er verdens kornkammer, der står i flammer. Vi skal hjælpe ukrainske flygtninge, det er der ingen tvivl om. Men vi må ikke sende regningen til verdens fattigste og mennesker på flugt i Syrien, Sahel og Sydsudan. Det er uansvarligt, trist og utroligt kortsigtet,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Katrine Skamris er forperson i CISU -Civilsamfund i Udvikling, som er en sammenslutning af næsten 300 danske organisationer. Hun mener, at regeringens nedskæringer står i kontrast til danskernes solidaritet og engagement i udviklingssamarbejdet: “Rigtig mange danskere viser global solidaritet og engagerer sig i at gøre en forskel i verden. Gennem udviklingsbistanden styrkes det engagement og bistandens værdi vokser – at skære i bistanden rammer derfor både den forskel Danmark og danske ildsjæle gør i verden. Det er de alvorlige konsekvenser, vi står sammen om at gøre vores politikere opmærksomme på med dette fælles brev,” afslutter Katrine Skamris fra CISU.