Er kampen for klimaretfærdighed kirkens ansvar?
Nigeria er et land præget af ekstreme klimaforandringer. Det har de erfaret i Nigeria de seneste år, hvor regntiden har budt på enorme mængder af nedbør. I Adamawa provinsen, hvor Kristi Lutherske Kirke i Nigeria har sit hovedkontor, vurderes det, at 48.000 husstande blev ødelagt af den seneste oversvømmelse i 2023.
En sag, der møder modstand
Mission Afrikas programkoordinator for unge, Sara Morthorst, har talt med Pastor Shede, som er ungdomspræst i det nordøstlige Nigeria. Ud over de mere traditionelle opgaver som sjælesorg, bibelundervisning og ungdomsgudstjenester, er han også engageret i det, han selv kalder for kampen om klimaretfærdighed. For ham spiller kirken en uundværlig rolle i at tage denne kamp op.
Men arbejdet med at skabe oplysning og bevidsthed om klimaudviklingen er ikke uden udfordringer. Shede beskriver, hvordan der blandt mange af kirkens medlemmer er en udbredt ligegyldighed over for klimaproblemer. ”Der er nogle, der mener, at klimaforandringer kun vedrører dem, der studerer naturvidenskab, og at det ikke har noget med troen at gøre. Det er en fejltolkning af bibelen. Vi er kaldet til at være forvaltere af Guds skaberværk, ikke ødelægge det.” understreger han.
Klimaforandringer skaber nye former for ulighed
Shede mener, at vi har et særligt ansvar for at beskytte Guds skaberværk og støtte de mest udsatte. “Klimaforandringer påvirker os alle. Når klimaet ændrer sig, påvirker det vores ret til et værdigt liv, til mad, vand og et sundt miljø,” siger han. “I det nordøstlige Nigeria, hvor mange lever af landbrug, har de ændrede klimaforhold ødelagt afgrøderne og gjort det svært for familierne at brødføde sig selv. Kvinder og børn, som ofte har ansvaret for at hente vand og brænde, må gå længere for at finde de samme ressourcer. Det øger ikke kun deres arbejdsbyrde, men udsætter dem også for stor fare. Klimaforandringer skaber nye former for ulighed og uretfærdighed,” siger Shede og fortsætter: “Dem, der er mindst skyld i problemet, er desværre dem, der lider mest under det.”
Vi er ambassadører for Guds skaberværk
Pastor Shede er født og opvokset i det nordøstlige Nigeria, hvor han tidligt i sit liv blev bevidst om klimaforandringernes konsekvenser. ”Jeg voksede op i et landsbysamfund, hvor vi var velsignede med mange ressourcer og smuk natur. Men jeg så også at disse ressourcer blev ødelagt på grund af klimaforandringer og dårlig forvaltning,” fortæller han.
I 2017, efter at have afsluttet sine studier på præsteseminaret, blev han introduceret til begrebet holistisk tjeneste: ”Fra det øjeblik begyndte jeg at forstå, at vores ansvar som kristne også handler om at tage vare på Guds skaberværk,” siger han. “Jeg blev interesseret i at lære mere om, hvad det betyder at engagere sig i holistisk tjeneste, og også hvad det betyder, at være en ambassadør eller forvalter af Guds skaberværk.”
Det blev for Shede en erkendelse af, at kirken kan og bør bidrage til kampen for klimaretfærdighed, og Shede har siden arbejdet med initiativer, der kombinerer hans pastorale opgaver med klimaarbejde. Shede deltog blandt andet i FN’s klimakonference i Egypten tilbage i 2022.
Kirken når ud til mennesker, som ellers er svære at nå
Ifølge pastor Shede er kirken en af de få institutioner i Nigeria, der har en tilstedeværelse på både lokalt, regionalt og nationalt plan, og har derfor mulighed for at spille en vigtig rolle i klimaproblemstillinger. ”Kirken kan nå ud til de mest fjerntliggende egne i vores land og skabe en bevidsthed, som regeringen og andre organisationer ikke kan,” siger han. Han peger på, at kirken har mulighed for at sprede information om klimaforandringer i områder, hvor det ellers er svært at komme i kontakt med befolkningen. ”Der er mange steder, hvor folk ikke har adgang til uddannelse, men de kommer i kirke hver søndag. Her har vi som kirke mulighed for at nå dem.”
Det er vores fælles hjem, vi beskytter
Shede afholder workshops for unge om klimaretfærdighed og uddanner kirkens medlemmer i, hvordan man ansvarligt kan forvalte sine ressourcer. Et af de konkrete tiltag er træplantningsevents. For nylig plantede han sammen med medlemmer fra kirken over 2.000 træer på grunden til det nye universitet i Numan. ”Træplantning er ikke kun en måde hvorpå vi kan bekæmpe ørkendannelse og forbedre miljøet. Det er også et symbol på håb og forandring,” forklarer han. ”Flere og flere begynder at forstå, at vi alle har et ansvar for at beskytte vores miljø og klima.”
I et land som Nigeria, hvor religiøse spændinger ofte fører til voldelige konflikter, mener Shede desuden, at klimakampen kan være med til at bringe forskellige trosretninger sammen. ”Vi samarbejder med muslimske ledere for at fremme fred og forståelse. Klimaforandringer kender ingen religiøse grænser, og vi må stå sammen for at beskytte vores fælles hjem,” siger han.