Simon Astrup reflekterer over håb

Simon Astrup er sammen med sin familie udsendt til Cypern, hvor han arbejder hos SAT-7.
Her får I mulighed for at læse, hvordan udsigten fra kontorvinduet giver anledning til refleksioner; 

“Fra mit skrivebord her på SAT-7’s internationale kontor i Cyperns hovedstad Nicosia, kan jeg til den ene side se endeløse etageejendomme, nye glasfacader, slidte ældre bygninger, travle forretningsfolk og biler i massevis, der dytter sig vej igennem eftermiddagstrafikken. Til den anden side ser jeg et gigantisk nordcypriotisk flag på en klippeside, som minder om, at jeg befinder mig i en uløst konfliktzone. 
For mine cypriotiske kollegaer på kontoret opleves flaget som en provokation og symbol på, at den nordlige del af deres land er besat. I dag og igennem mange år har tingene heldigvis ikke været tilspidsede, og man kan med et pas i hånden uden problemer færdes mellem nord og syd.

Min familie og jeg har lejet et hus i Pyla, som er en lidt særlig by; her lever man sammen på tværs med to borgmestre, to skoler og to af det meste. De græsk-cypriotiske og de tyrkisk-cypriotiske sammen. Og midt i det hele hænger der et FN-flag, som vajer svalt i vinden, mens søvnige FN-soldater holder øje med, at freden bevares. Det har den gjort siden 1974, så man har svært ved at bebrejde FN-soldaterne, at de sommetider ser lidt uopmærksomme ud. 

Helt anderledes ser det ud på den anden side af havet. Omkring 400 km herfra hærger der igen – og nu med historisk voldsomhed ufred i det Hellige Land, som vi kalder Israel og Palæstina her i SAT-7. Konflikten mellem Hamas og Israel er så voldsom og har så ubegribelige konsekvenser for de involverede og måske hele regionen, at man får lyst til at slukke for fjernsynet og lukke computeren.
Ikke desto mindre er det en af mine opgaver at følge nøje med i den politiske og regionale udvikling i Mellemøsten og Nordafrika. Mere konkret klæder jeg mine kollegaer på i deres arbejde som koordinatorer af Tv-kanalerne med analyser, tal og rapporter, så de hele tiden er opdaterede om de overordnede vilkår, som de kristne lever under i denne del af verden. Udviklingsafdelingens opgave er at være bindeled mellem programudviklingen i de enkelte Tv-stationer i de arabisk-, tyrkisk- og persisktalende lande og de mange donorer, venner og støtter af SAT-7 arbejde. 

I de seneste uger har naturkatastroferne i Marokko og Libyen fyldt meget, mens kvinderne i Iran fortsat kæmper en modig frihedskamp. Fra Irak hører vi trist nyt om, at mange bryllupsgæster fra et kristent bryllup er døde efter en brand. I Sydsudan og Yemen hersker der ufred, mens inflationen og økonomiske problemer i lande som Egypten, Tyrkiet og Libanon giver almindelige mennesker alvorlige problemer blot med at købe brød og dagligvarer. Og senest er situationen i det Hellige Land mere alvorlig, end vi kan begribe. Midt i alt dette har en sætning fra den europæiske SAT-7 konference, der blev afholdt i København i starten af oktober, brændt sig fast hos mig: ”Håbet er ikke en strategi. Håbet er en person, der hedder Jesus.” 

Det er kernen i det arbejde, som SAT-7 hver dag leverer for millioner af mennesker i Mellemøsten og Nordafrika. Midt i al det, der er så svært. Midt i uretfærdighed, i forfølgelse, i vold og ufred, har vi håb. Ikke som en strategi, men som et menneske, der er kommet til os.”