Man lader jo ikke mennesker, man elsker, i stikken
Som 25-årig nyuddannet sygeplejerske satte Rikke Vestergaard for første gang fødderne på Afrikansk jord. Nu er hun fyldt 80, og har brugt over 40 år af sit liv i Nigeria. Kathrine Wanninger, som er kommunikationskonsulent i Mission Afrika, har haft en snak med Rikke i telefonen, hvor hun fortæller om det land, hun er kommet til at elske, og som stadig trækker hende tilbage år efter år.
Dengang for snart 60 år siden var Rikke med til at bygge en lægeklinik i landsbyen Dakka. Klinikken eksisterer stadig i dag, og det er netop her, Rikke rejser ned hvert år i tørketiden, for at hjælpe til som frivillig volontør.
Når jeg spørger, hvorfor hun bliver ved med at tage tilbage, kommer svaret uden tøven: “Det er mennesker, som jeg holder af. Man lader jo ikke mennesker, man elsker, i stikken.”
Jeg drejer samtalen ind på børn og unge i Nigeria, og her mærker jeg tydeligt, at der er stærke følelser i spil hos Rikke. Hun fortæller om dengang hun startede som missionær, hvor børn og unge gik i skole og fik arbejde. Nu ser det meget anderledes ud – især for unge kristne. “Vil man have en uddannelse, skal man betale korruptionspenge”, fortæller hun, “og som kristen er det svært at få arbejde bagefter, med mindre man er præst eller læge”.
I Rikkes øjne er fremtidsudsigterne ikke så lyse for Nigerias børn og unge. Hun oplever, at mange ender i misbrug, fordi de ikke kan se en vej videre. Jeg hører dog et glimt af håb i Rikkes stemme, da snakken falder på landsbyskolen i Dakka, som hun også hjalp med at bygge, mens hun var i Nigeria. Skolen er vokset og den er så populær, at også muslimske familier står i kø, for at få deres børn ind på skolen. “Hvis vi kan få børnene til at tage evangeliet med hjem til deres forældre, så er der måske håb for fremtiden,” siger Rikke.
