Mission Afrika skifter generalsekretær
Tidligere folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen bliver ny generalsekretær i Mission Afrika. Han afløser Jørn Blohm Knudsen.
46-årige Daniel Toft Jakobsen har siden maj 2023 været formand for Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde. Inden da sad han i Folketinget for Socialdemokratiet, hvor religionsfrihed og udviklingsarbejde var nogle af hans mærkesager. Daniel tiltræder posten som generalsekretær for Mission Afrika den 16. september 2024.
Daniel Toft Jakobsen er Mission Afrikas nye generalsekretær
Daniel Toft Jakobsen kommer til Mission Afrika med en bred viden om både udviklingssamarbejde og om dansk kirkeliv. Han har desuden erfaring inden for politik, strategi, organisationsudvikling og ledelse.
Daniel Toft Jakobsen er medstifter og bestyrelsesmedlem i Foreningen Åndsfrihed. Derudover er han bestyrelsesmedlem i den internationale børnerettighedsorganisation Viva og i Tænketanken for Forfulgte Kristne. Han er uddannet Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, bor i Øster Snede ved Hedensted, er gift og har tre børn.
Der skulle et lederskift til
“Med Daniel Toft Jakobsen får Mission Afrika en leder, der kan skabe fornyelse og udvikling af organisationen. Det har vi til stadighed brug for, sådan at Mission Afrika også i fremtiden kan være et moderne missionsselskab i en globaliseret verden,” siger Anne Mie Skak Johanson, formand for Mission Afrika.
Hun tilføjer, at Mission Afrikas bestyrelse hen over sommeren besluttede, at der skulle et lederskifte til.
”Vi er glade for, at Daniel har takket ja til opgaven og vi er ikke i tvivl om, at han med sit netværk, sin forståelse for organisation og sin viden om mission og udvikling kan ruste Mission Afrika til en fremtid, hvor måden vi driver mission på, løbende skal nytænkes, og hvor der skal udvikles nye løsninger på indtægtssiden,” siger Anne Mie Skak Johanson.
Jørn Blom Knudsen, der har været generalsekretær for Mission Afrika gennem de sidste to år, er fratrådt stillingen 2. september.
“Jørn Blohm Knudsen har ydet en ihærdig og engageret indsats for Mission Afrika, som vi gerne vil takke ham for. Særligt har der været fokus på at skabe kendskab til Mission Afrikas arbejde. Det har givet os som organisation et skub på vejen til at udvide vores bagland.” siger Anne Mie Skak Johanson.