Undervurder aldrig bedende enker!

Salome Benson besøgte med sin mand Danmark i 1991. En tur hun aldrig glemmer. Siden mistede hun sin mand på tragisk vis, og nu samler hun andre enker i et bønsfællesskab.

“Min mand var præst og underviser på præsteskolen Brønnum Lutheran Seminary. I 2007 skulle han opereres i ryggen, men noget gik galt og han døde,” fortæller Salome Benson, der selv var lærer da hun var erhvervsaktiv. Hun har ikke ligget på den lade side, men er nu en af lederne i Nigeria Widows Prayer Movement.

Salome Benson leder bønnen på en af enkernes kampagner

“Jeg anser arbejdet med de andre enker, som meget vigtigt. Vi forsøger at indgyde dem håb og styrke. Vi ser os selv som nogle af de store troskvinder i Bibelen. F.eks. profetinden Anna, der var enke og var i templet, da Josef og Maria bragte Jesus derhen (Lukas 2,36-38). Vi har også taget opgaven fra 1. Timoteus 5,5 til os: ‘Enker, som har sat alt deres håb til Gud, og som nu lever i bøn og påkaldelse dag og nat.’ Vi oplever et forstærket kald til bøn i vores situation. Vi føler en klar forbindelse til vores himmelske Far nu, hvor vi ikke har vores mænd at støtte os op ad. Vi beder for hinanden. Vi beder for vores respektive kirker – det er nemlig en tværkirkelig bevægelse. Vi beder for vores land Nigeria. Det er der hårdt brug for!”

Gud griber ind

“Et bønnesvar vi fornylig oplevede var, da en af vores medlemmer ikke kunne betale sin husleje, og derfor var ved at blive smidt ud af sit hjem.

Vi stod sammen med hende i bøn, og endda før hun nåede hjem den dag, var der en der havde besøgt hendes udlejer og havde betalt hele gælden. Udlejeren undskyldte endda for at have behandlet hende dårligt.

På grund af vores forbønstjeneste har vi oplevet at blive hjulpet ud af mange vanskeligheder.”

Salome Benson sætter trumf på: “Gud har et særligt øje for enkerne og de faderløse. Bibelen siger: “Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig…” (2. Mosebog 22,21-22). Planen er, at vores næste kampagne afholdes i november ’23. Vi forventer op mod 1000 enker på gaden!”