Anne-Mette Frederiksen, der er med i Sundhedsprojektgruppen i Mission Afrika, besøgte i januar 2024 Cameroun.
Mission Afrikas sunhedsprojektgruppe består af sundhedsfaglige frivillige, som ønsker at bidrage til forbedring af forholdene i de sygehuse og klinikker vores partnerkirker i Afrika driver.
Anne-Mette Frederiksen, der er læge i Aarhus, fortæller her om sine oplevelser, da hun var på en tur til Cameroun i januar 2024:
Jeg har været i Afrika mange gange. Et ordsprog derfra siger, at har man været i Afrika forlader man det aldrig helt igen, det vil altid være i hjertet. Sådan er det for mig. Da vi steg af flyet i Yaoundé, var meget som jeg kender det; den tunge, varme aftenluft, lyden af trafik, myldrende mennesker og syngende cikader, støvet og en helt særlig umiskendelig duft af Afrika. Alligevel var der noget på denne tur som har mærket mig på en helt særlig måde, som har inspireret mig, og nok ændret mig for altid. Ildsjælene jeg mødte. Mennesker, som vitterligt har lagt livet ned for det de tror på – og deres kald i livet.
Camerounsk læge gjorde særligt indtryk
Dr. Inrombe er en af dem. Han er efterhånden en ældre mand, som er gået på pension for flere år siden, men nu giver sin tid frivilligt, som koordinator for den Lutherske kirkes sundhedsarbejde i Cameroun. Han var vores rejseguide i et par dage langt ude i de allerfattigste områder i landet, hvor han viste os nogle af sundhedsprojekterne. Vi kørte på hullede veje i flere timer for at komme derud. Dr. Inrombe har slidgigt i højre knæ og humpede, mens han gladeligt og livligt fortalte om projekterne og alt det de drømmer om at kunne gøre.
Vi kom forbi den landsby Dr. Inrombe voksede op i, og resterne af den lille lerhytte med stråtag som var hans hjem, stod der endnu. Han fortalte historier om, hvor han som barn for første gang så en flyvemaskine oppe på himlen. Drengene fra landsbyen benede afsted på deres bare fødder gennem bushen, for at se hvor den landede. De gemte sig i det høje græs, mens de med stor fascination, studerede hvordan flyene landede og lettede. Senere blev han, pga. sine høje karakterer i skolen, udtaget til medicinstudiet. Han var én af knap 30 som graduerede, under halvdelen af dem som var begyndt. Staten havde lov til at udstationere lægerne efter behov, og Dr. Inrombe skulle påtage sig et stort ansvar, som ny og eneste læge for store områder. Senere arbejdede han med store organisationer som WHO, CARE int. og mange flere. Han kunne have valgt at trække sig tilbage og nyde sin pension, men i stedet fortsætter han arbejdet, så landets fattigste kan få hjælp ved sygdom.
De gør det bedste med det, de har
Vi besøgte en sundhedsklinik langt ude i landsbyen Mapoussere. Her bliver børn vaccinerede, gravide konsulteret, der er en fødestue og man kan indlægges til kortere observationer, ved f.eks. malaria eller dehydrering. Sygeplejersken som leder stedet, viser os stolt rundt i de få lokaler de har. Der er hospitalssenge, stole og et mikroskop fra Danmark. Men de mangler medicin. Jeg kigger på den lave beholdning på hylderne og må erklære mig enig. Der er slet ikke nok til at dække en hel landsby.
Vi kørte videre til et hospital i Yagoua, som også er drevet af kirken. Der er mange mennesker i og omkring hospitalet, for det har så godt et ry, at mange vælger det til trods for store afstande. Ikke nødvendigvis pga. høj sundhedsfaglig standard, men fordi personalet behandler dem godt. Dr. Mark viste os rundt. Han er én af to læger på stedet og øverste ansvarlige. Han har været der i mange år og man kan tydeligt mærke hans passion for patienterne og stedet. Vi så operationsstuen som var så fuld af støv, at det lå som lysebrune lag på apparaturerne i hjørnet. Lampen over operationsbordet virkede vist ikke mere. Det gjorde de meget gamle monitoreringsapparater, som de bruger under fuld narkose angiveligt. Der er ikke meget at gøre med. Dr. Mark fortalte at han har et stort ønske om at kunne opkvalificere behandlingen på stedet, ved bl.a. nyt operationsudstyr.
Vi gik videre til indlæggelsesafsnittet. Det bestod af små rum med to senge i hver. Patienternes familier var der for at sørge for mad og pleje af de indlagte. Der var ikke noget undertag på bygningen, og ofte bliver det så varmt derinde, at de må flytte de indlagte ud på jorden udenfor. Jeg hilste på en mand, som var blevet opereret for lyskebrok. Han så ud til at have det godt. Det var Dr. Mark der havde opereret ham. En mand, som højst sandsynligt, kunne få sig et bedre job andetsteds. Men han har alligevel valgt at blive og tjene lokalsamfundet. Endnu en ildsjæl.
Missionærbarn – nu læge med Afrika i hjertet
Jeg har, som tidligere nævnt, selv været en del i Afrika. Først som barn med mine forældre, som var udsendte missionærer i Zambia, senere som volontør efter gymnasiet. Det inspirerede mig til at søge ind på lægestudiet, fordi jeg gerne ville tilbage og gøre en forskel. Nu er jeg læge, og en del af Mission Afrikas Sundhedsprojektgruppe. Vi arbejder bl.a. med indsamling af brugt hospitalsudstyr, søger fonde og indsamler penge til at opkvalificere sundhedsarbejdet i Mission Afrikas medlemslande. Steder som Mapoussere og Yagoua.
Selvom jeg endnu ikke er rejst ud som læge, oplever jeg, at der faktisk er meget jeg kan gøre herfra hvor jeg er. Nu har jeg været ude og se behovene for mig selv. De er mange og de er store. Det har inspireret mig til at fortsætte med at gøre det jeg kan. For jeg har selv set, at det faktisk gør en forskel. Det vi indsamler af midler her, bliver omdannet til konkret og praktisk hjælp, der hvor behovene er størst. Men mest af alt, fordi jeg har mødt mennesker, som har valgt at give sig selv for at hjælpe andre. De viser Guds kærlighed hver eneste dag, med få midler og stor omsorg. Dem vil jeg gerne fortsat arbejde sammen med. Jeg vil gerne gøre det jeg kan, med det jeg har, for at Guds kærlighed, vist i praksis, kan nå lidt flere mennesker i Cameroun.
