Prosper Afrignigué er en ægte missions-pionér. I begyndelsen af september kommer han til Danmark for at fortælle om sit arbejde.

Vi får spændende besøg fra Mali ved Årsfest den 9. september. Det er præst og missionær Prosper Afrignigué (udtales Afri-nyi-geh). Han drog med familien til Mali som missionær fra Cameroun i 2008. Han og hustruen Pauline har opnået forbløffende resultater i et land, hvor kristne er en mikroskopisk minoritet.

Prosper ligner en mand, der er skåret ud af granit. Han er stærk, beslutsom og hårdtarbejdende. Men bag det hårde ydre banker der et blødt hjerte – et hjerte fyldt af omsorg og kærlighed til det folk, Gud har sendt ham ud for at hjælpe.

Vi har bedt Prosper præsentere sig selv og fortælle, hvordan det er at rejse langt væk som missionær.

”Jeg er den ældste af otte børn. Allerede i gymnasiet mærkede jeg kaldet til at blive præst. Hvad angår min kone, så mødte Pauline og jeg hinanden i 1997. Kort tid efter rejste jeg til nabolandet Tchad for at studerede teologi. Vi blev gift den 09. januar 1999, og jeg blev færdig som teolog halvandet år senere,” fortæller Prosper.

Modige skridt ud i mission

”Kaldet til at være missionær blev vakt på det teologisk seminarium, hvor jeg elskede faget missiologi,” husker Prosper. ”Jeg blev præst i et distrikt i Nordcameroun, der hedder Tékelé i perioden 2001-2008. Det var en god tid, men da hovedkirken EFLC (Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun) efterspurgte kandidater til at rejse ud som missionærer til Mali, meldte Pauline og jeg os i feltet af ansøgere.”

Familien blev fundet egnet til opgaven og efter endt træning sammen med de andre missionærfamilier, gik turen i februar 2008 den 3000 km lange tur i bus til Mali.

Deres første udstationering var i Dangassa i det sydvestlige Mali. Her var han og Pauline med til at styrke menigheden der, og samtidig spillede de en stor rolle i opstarten af det gedekredit- og kompostprojekt, som er blevet til en enorm velsignelse for hundredvis af kvinder, der har fået nye færdigheder og redskaber til at løfte deres levestandard.

Prospers opgave var at skabe stabilitet og organisere menigheden, så den kunne vokse.

I sommeren 2017 flyttede familien så til bydelen Tieguéna i udkanten af hovedstaden Bamako. Her var der en lille menighed, den kun fik besøg af en præst en gang i mellem. Prospers opgave var at skabe stabilitet og organisere menigheden, så den kunne vokse. Deres nye naboer bød familien Afrignigue varmt velkommen, og med årene er kirken vokset fra 60-80 personer til nu over 300 medlemmer. Den nye kirkebygning, de byggede for nogle år siden, er allerede propfyldt om søndagen.

Deres evangelisationsindsatser i de omkringliggende landsbyer har båret frugt, og det, der startede som en bibelstudiegruppe er nu blevet til et ’anneks’, en satellitkirke, i en landsby et stykke fra Tieguéna, der samler 40 nye troende til gudstjeneste.

Mærket af familietragedier

Pauline og Prosper har fået syv børn i alt, fire drenge og tre piger. De har mistet to af drengene – den ene døde under tragiske omstændigheder under et ferieophold i hjemmelandsbyen i Cameroun i 2014. På trods af traumerne arbejder de støt videre på missionen i Mali. Deres ældste datter Minda Julienne studerer nu i Cameroun, så de fire andre børn er med dem i Mali.

Det har været en svær tid for hende og for os på grund af den store afstand.

Prosper fortæller om endnu en hjertesorg: ”Vores datter Minda fødte for halvandet år siden tvillinger, hvoraf den ene desværre døde få dage efter fødslen. Det har været en svær tid for hende og for os på grund af den store afstand. Men vi forsøger at støtte hende så godt vi kan.”

I dag er mine forældre stolte

”Da det stod klart, at vi skulle rejse til Mali som missionærer, var mine forældre ikke så forstående,” fortæller Prosper. ”Min far tvivlede på, at vi nogensinde ville komme til at se hinanden igen. Hvad så hvis jeg dør, når du er væk, sagde han. Hvem skal så begrave mig? I dag er han stolt af det arbejde vi gør. Han er stolt af vores samarbejde med Mission Afrika. Han griner og siger: Hvis jeg dør nu, så vil selv mennesker i Europa begræde min bortgang,” siger Prosper og griner bredt.

”Det har krævet ofre, at kommer hertil,” forklarer Prosper. ”Alle de præster og missionærer, der rejste afsted måtte sige farvel til familie, venner og deres hjemstavn. Og nu er vi her i Mali, og vi oplever sikkerhedsudfordringer, fjendtlighed, trusler om vold og meget andet. Vi befinder os i vanskelige omstændigheder! Visum-reglerne er blevet mere strenge. Hvis man fornyer sit visum en dag for sent, så kommer der en stor bøde. Men vi har et kald til at være her. Vi har det trods alt godt, og vi er i gang med arbejdet. Vi har oplevet Guds nåde og Guds kærlighed. Og det er den kærlighed, der er i vores hjerte for mennesker heromkring, som endnu ikke har hørt evangeliet, som driver os fremad,” siger Prosper.

Det er Guds kærlighed, der er i vores hjerte for mennesker heromkring, som endnu ikke har hørt evangeliet, som driver os fremad.

“Gud har i sin kærlighed givet os nye venner, ny familie, åndelige forældre og mange andre velsignelser her. Mennesker her støtter os også nu i kirken og i missions- og udviklingsarbejdet,” og han tilføjer:

I Lukas 18,29-30 siger Jesus: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, som ikke får det mangedobbelt igen i denne verden og evigt liv i den kommende verden.« Dette vidste vi i teorien, men nu har vi selv oplevet det på egen krop.

Vi er her ikke ved en tilfældighed

“Det er ikke tilfældigheder, der har bragt os her, men Guds hånd og Guds kærlighed. Det ved menneskerne her i vores omgivelser også godt, og derfor er de meget dedikerede til at støtte os og menighedens arbejde.

Det er en rigdom og en velsignelse for os som familie at være her. Vores børn har lært nye mennesker at kende, en ny kultur og et nyt sprog, som forhåbentlig også vil gavne dem i fremtiden. Det kan være, der kommer en dag, hvor vi skal hjem til Cameroun igen, og så må børnene jo finde ud af, hvad de vil.

Nu er det blevet sådan, ved Guds nåde, at jeg kan komme til Danmark og besøge vennerne i Mission Afrika. Det glæder jeg mig til – og jeg vil sige enhver stor tak for deres støtte og forbøn gennem de sidste 14 års tjeneste her i Mali,” slutter Prosper Afrignigué.

(Læs mere om Pauline og Prosper i artiklen i MAgazinet #1 2022 side 6-7. Find bladet online her >>)