Hvem er Mission Afrikas nye generalsekretær? 

Den 16. september 2024 tiltrådte Daniel Toft Jakobsen som generalsekretær for Mission Afrika. Daniel har allerede i løbet af de første måneder på kontoret fortalt om flere af sine hjertesager. Vi hører ham snakke om trosfrihed, global ulighed og kærlighed i ord og handling. Og så er han glad for at lave mad, høre musik, spille padel tennis og ikke mindst se fodbold – helst på live stadion. 

Rikke Dirchsen Nielsen, som er formidler og projektkoordinator i Mission Afrika, har stillet Daniel et par spørgsmål i håb om at blive endnu klogere på, hvem han er og hvorfor han har valgt lige præcis Mission Afrika som arbejdsbase.  

Guds kærlighed til mennesker i ord og handling 

Hvorfor har du sagt ja til jobbet som generalsekretær i Mission Afrika? 

“Jeg kan huske, da jeg som barn fandt ud af, at ikke alle børn i verden voksede op under de samme vilkår, som jeg gjorde i Danmark. Det gjorde stort indtryk, og det virkede dybt uretfærdigt. Lige siden har det internationale – og herunder den store globale ulighed – optaget mig rigtig meget. Og jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere meningsfuldt at arbejde for end bedre vilkår for mennesker i nogle af verdens fattigste lande. Samtidig er der brug for at styrke samarbejdet og relationerne mellem kirker og kristne på tværs af landegrænser, så vi kan hjælpe hinanden med at række Guds kærlighed videre til vores medmennesker i ord og handling. Og det vil jeg rigtig gerne bidrage til så godt, som jeg kan.” 

Håb – i den store verden og hjemme i Danmark 

Hvilke drømme har du for Mission Afrika? 

“Jeg drømmer om, at Mission Afrika kan være med til at skabe håb i verden – både evighedshåb og håb om et bedre liv her og nu. Jeg drømmer om, at Mission Afrika i samarbejde med lokale kirker i syd kan hjælpe endnu flere mennesker, der har det svært – både åndeligt og materielt. Jeg drømmer om, at Mission Afrika kan bidrage til at styrke tros- og religionsfriheden for alle på tværs af religion og livssyn samtidig med, at vi også fortæller, hvad vi selv tror på. Kort sagt drømmer jeg om, at Mission Afrika kommer til at gøre en endnu større forskel. Først og fremmest i Afrika og Mellemøsten, hvor vi er til stede via vores partnere. Men også herhjemme i Danmark – f.eks. igennem vores genbrugsbutikker og ved at skabe sammenhæng, relationer og inspiration mellem kirker i Danmark og kirker i Afrika.   

På det lidt kortere sigt kunne jeg rigtig godt tænke mig, at Mission Afrika fik flere medlemmer og fastgivere, da de gør det lettere at planlægge økonomien fremadrettet. Uanset om man støtter med 200 kr. om året for et medlemskab eller bidrager med et fast beløb på 50, 200, 500 kr. eller mere hver måned, gør det en stor forskel. Vi er enormt glade for alle, der bakker op, følger arbejdet, engagerer sig og beder for både os og vores partnere. Den støtte er uvurderlig og noget, vi sætter stor pris på.  

Der bliver brug for alle gode kræfter i Mission Afrika i de kommende år. Og jeg vil gøre mit bedste for at skabe gode rammer for arbejdet hele vejen rundt – både ude i den store verden og herhjemme i Danmark.” 

Daniel har haft en rigtig god start som generalsekretær. Man mærker hurtigt, at han har et varmt hjerte og brænder for at skabe håb og fællesskab – både i Afrika og herhjemme i Danmark.

Endnu engang Velkommen Daniel.