Februar 2021

Kære venner

Godt nytår! Velkommen indenfor i endnu et af mine reflekterende maskinrum. Sidste gang tog jeg flere forskellige temaer op, men i denne mail gør jeg mig nogle tanker om, hvorfor international mission fylder mindre og mindre i de kirkelige foreninger.

Indre Mission har i deres sidste blad IMpuls haft et tema, der stiller dette spørgsmål. Og det er en konstant refleksion på sekretariatet: hvordan rækker vi kaldet til at engagere sig i verdens mission længere ud?

Når jeg sidder og taler f.eks. med ungdomsmedarbejdere i kirkelige ungdomsbevægelser, udfordres de af at have mange dagsordener i deres dagligdag. Hvor er international mission blevet af? Det er ikke fraværende, men degraderet. Hos en gammel ungdoms-samarbejdspartner ønsker man primært at samarbejde med deres internationale arbejde, hvorfor der er meget lidt plads til ”sådan nogen som os”, der også føler vi har dybe rødder i den pågældende organisation. Heldigvis er det ”gamle” bagland fra den bevægelse fortsat stærkt involveret i at hjælpe ude i verden. Vi oplever både kirken og foreningerne har missional karakter, men de fleste har et stærkt fokus på byen og landet. Hvad med vore kristne brødre og søstre ude i verden – både de trængte, forfulgte og modne som vi kan lære og inspireres af?

Ovenstående er nogle af de folkekirkelige organisationer vi identificerer os med i Mission Afrika. Indre Mission er nok landets største kirkelige bevægelser. Mission Afrika har blandt andet dybe rødder i IM, og derfor vil jeg tillade mig at dvæle lidt her. Op gennem historien var Indre Mission ”en klar røst fra ørkenen”. Der er opstået mere end 30 forskellige missionsorganisationer ud af IM. Når jeg herunder analyserer på de udfordringer, der gør at Ydre Mission/Hedningemission/Verdens Mission ikke er så stort et tema længere i IM, skyldes det både interne og eksterne udfordringer.

Interne udfordringer

Der er ikke konkret fokus på det i dagligdagen, fordi man bruger sin tid på prioritering af de mange andre opgaver som kristen: møder og møder med forkyndelse og undervisning i lov og evangelium. Hvis vi nøjes med det, bliver fødderne sløve og vi får en bredere og bredere numse og nogle kæmpestore ører. Måske har en gruppe i foreningen gadeevangelisation/åbent missionshus. Vi taler om nådegaver, men kommer de i funktion ude i verden udenfor kirkens, foreningens, missionshusets vægge. Engagerer vi os som kristne i vores arbejde, studiested og det offentlige politiske liv med vores kristne værdier? Og hvad med dem på den anden side af byskiltet eller sognegrænsen. Hvad med den globale verden?

Gammeldags missionssyn – fra os til dem.

”From the west to the rest” proklamerede man på missionskonferencen I Edinburgh i 1910, men allerede dengang var man i opgør med den oprindelige fader-barn-tanke: missionsselskabet er far. Kirken i Afrika er barn. I dag er kirken langt stærkere i syd med egne holdninger, værdier og teologisk kapacitet. Økonomisk står vi i nord et stærkere sted, og den uligevægt udfordrer vores partnersyn. Men den diskussion kan vi tage en anden dag.

I 1910 gik man sammen på kryds og tværs af kirker og organisationer om en strategisk kamp – en missionsstrategi, hvor vi sammen lagde et bælte af missionsstationer ud mod islams fremmarch fra Nordafrika.
I dag har vi ikke et sted at gå sammen om en strategi. Vi kan ikke engang mødes på Kirkedage/Himmelske dage og proklamere den treenige Guds nærvær i vores eget land, fordi vi har nogle teologiske ting, vi ikke er blevet helt enige om hos de andre kirker og foreninger, der deltager. Og så vil det jo være forkyndelsesfællesskab.

Nu vender jeg mig mod noget, som måske er i udkanten af dette tema, men alligevel hænger sammen med, hvorfor Mission Afrika nogle gange ramler panden mod en mur i forsøget på at være kulturelt relevante i den brede folkekirke, fordi vi er hele kirkens missionsorganisation.
Mission Afrika tror på kirkens enhed som noget, der er givet med bekendelsen til og efterfølgelsen af den samme herre. Vi har forskelle i kultur og udtryk, og det er en refleksion værd, hvad der sker, når vi har svært ved at være sammen på tværs i den danske folkekirke – vi forarges i vores stille sind over, at nogle kan finde på at løfte hænderne, går på knæ eller danser, lukker øjnene eller siger ”amen” og ”halleluja” midt i en bøn i stedet for først bagefter. Men når der så kommer et kor op fra Afrika, så løfter selv de mest betonlutherske både hænder og føder i glæde over fællesskabet med den globale kirke.
Jeg er nysgerrig på, hvad det er der sker her, og har også spurgt nogle af jer om det? Hvorfor er den afrikanske kultur i orden, men vores nærmeste kristne nabos måde at gøre tingene på støder os? Hvordan kan vi få det ind i vores kirkefællesskaber i hverdagen, når vi ikke har gæster fra syd?
Lad os stå sammen som kristne i front mod Djævelens magter. Ondskabsmagter er der desværre nok af. Lad os stå sammen som lys og salt.

Mange af jer læsere har været ude på missionsmarken og mærket det på jeres egen krop: Her står vi sammen om forkyndelsen. Når missionærer er vendt hjem, er flere startet i andre kirkesammenhænge, end dem de rejste ud fra, fordi deres skyklapper er blevet revet af derude – horisonten er udvidet. Vi har set, at vi har så meget at lære fra vore brødre og søstre ude i verden.

Vi ser heldigvis folkekirkeligt, missionale bevægelser med et globalt, økumenisk udsyn, som har et andet fokus og kald, end på det konstant kritiske blik på de nærmeste kristne brødre og søstre. Er tidens udfordringer ikke for store til, at kirken skal splittes mere end den allerede er? Der er en opgave foran os!

 

Nutidens missionssyn er skiftet:

1. I dag bor muslimerne, de andre religiøse og ikke-religiøse i lejligheden og huset ved siden af os herhjemme. Når en migrant, uanset om hun kommer fra Polen eller Syrien, kommer til tro, spredes det hjem til familien i hjemlandet. Der er mission fra alle steder til alle steder, der spreder sig som ringe i vandet. Ikke fra nord til syd.
2. Vi kan lære af de tidligere unge kristne kirker. De er stærkere end os f.eks. i mødet med islam i Danmark. De har en levende kristentro og et stærkt engagement i fællesskabet fremfor individets egen tro mm.

 

Svag missiologi

Når vi ikke er rodfæstede i Bibelens stærke missionssyn, glemmer vi at Hedningemission/Ydre Mission/Verdens mission er “Opgaven over alle andre opgaver – nerven I menighedens liv og ældre end Indre Mission. Kirken tænker modsat. Hedningemission er moderen til al anden mission – også Indre Mission.”
(Niels Peter Madsen – vækkelsesprædikant og teolog i Indre Mission. Han var redaktør for IMs udgivelse Annexet)

Når derimod vores missiologi er stærk, så tændes kaldet, nøden og gløden.

 

Eksterne udfordringer

Nu er jeg nået til nogle af de udfordringer, som de kirkelige bevægelser ikke kan gøre så meget ved – de eksterne udfordringer. En af de helt store er, at missionskredsene uddør. Mission Afrika havde over 400. Nu er der 32 tilbage. Flere af dem er hvilende.

Når vi samtidigt har få missionærer ude fra Danmark, fordi de unge kirker i Afrika kan selv, går det galt. SÅ får vi heller ikke de mange livsbekræftende historier hjem fra Afrika. Det er den gode historie, der viser at Gud har gang i gryden i Afrika. Lad os komme tilbage til vidnesbyrdets kraft. Måske skal vi i gang med de gamle eftermøder, hvor vi vidnede for hinanden.

 

Desuden er kulturen herhjemme blevet meget individualistisk. Da verden blev ramt af corona, havde vi kontakt med flere, der ikke ønskede at give til mission ude i verden, fordi de først skulle have til sig selv. Selvom verden aldrig har været så lille, så tænker vi mere på os selv end på vore kristne eller ikke-troende verdensborgere. Jeg fornemmer Gud tænker HELT anderledes: ”Giv, så skal der gives jer”. Giv dig rig.

Det samme gælder, når vi tegner testamente. Kattens værn er den organisation i Danmark, der samler flest penge ind! Tillad mig at citere: ”Hvad er da et menneske, at du ihukommer det”.

Jeg forstår godt, at mange tænker de har mere tillid til enkeltpersoner og hellere vil støtte deres køkkenbordsindsamlinger på Facebook, end organisationer med lønnede medarbejdere i Danmark. Måske tænker man ikke tanken helt til ende, at netop disse organisationer har lang og solid erfaring med at få pengene helt ud i de rigtige lommer og solid afrapportering tilbage og følger hårde antikorruptions-strategier med høj integritet. Det er vi kaldet til: høj integritet.

Når ovenstående ting kommer i spil, så mister vi meget:

• Vi har og får ikke syn for, hvor vanskelige forhold den globale kirke eksisterer under.
• Vi har og får ikke syn for, hvor meget vi kan lære af den globale kirke.
• Vi har og får ikke syn for, hvor stor inspiration vi kan få, ved at være sammen med den globale kirke.

Tiltag:

Hvad kan de kirkelige organisationer så gøre ved det, så de blødgør jorden? Jeg vil nævne en håndfuld:

1. BED FOR: Dem vi beder for, kommer vi til at elske. Man kan ikke elske noget, man ikke beder for.
2. Skriv om verdens mission. Tal om det. Sæt det i programmet uden at kræve penge for det, som det sker når vi missionsorganisationer f.eks. skal deltage i kristne festivaller, lejre og campings. Så skal missionsorganisationerne nu betale for at være med! Selvom vi er kirkens og foreningernes forlængede arm ud i verden. En weekendlejr om året med fokus på verdensmission vil være fedt, men er alt for lidt. Det skal helt frem i forreste række.
3. Rejs ud: træd ud af båden. Som ungdoms- og seniorvolontører, sogne- og andre fællesskabsrejser, studie- og oplevelsesrejser og måske som korttidsmissionærer.
4. Læs og følg missionsorganisationerne på hjemmesider, sociale medier, blade og arrangementer.
5. Giv tiende og skriv testamente – også til Ydre Mission. Dit hjerte er, hvor dine penge er.

Tak for jeres forbøn og for jer!

De bedste missionshilsener

Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær Mission Afrika
Lysengallé 15D, 8270 Højbjerg