Maliki Magloire er leder af gadedrengehjemmet “Pearls of the Street” – og han har selv tidligere boet på gaden.

Han brød sig ikke om at gå i skole, så derfor valgte han, som 9-årig, at forlade sin familie for at leve på gaden.

Vi sidder i opholdsstuen på gadedrengsprojektet Pearls of the Street (POTS) i Garoua, hvor Maliki Magloire nu er leder på selvsamme projekt, som for 15 år siden blev hans vej væk fra livet på gaden. Mens han fortæller sin historie, kommer drengene hjem fra skole, og omsorgen for dem lyser tydeligt ud af ham, da de én efter én kommer hen og hilser på os.

Der er på nuværende tidspunkt 16 børn på projektet, men det er ikke dem alle, der bor her fuldtids. Det kan være svært for dem at vænne sig til en hverdag med autoriteter og forventninger, og Maliki forklarer, hvordan det samme gjorde sig gældende for ham, da han i 2008 var blandt de første gadedrenge, der blev inviteret ind på kirkens grund med henblik på at forlade livet på gaden – han var egentlig ikke interesseret i et liv indenfor murerne og fortæller, at det tog ham 3 år, før han accepterede at være der.

Der er forståeligt nok langt mellem smilene, mens han deler sin livshistorie; den er præget af udfordrende år som gadedreng uden kontakt til familien, og det smertelige udtryk i øjnene bliver endnu stærkere, da han fortæller, hvordan han tilfældigt hører, at hans mor er død, fordi nogle gadesælgere uvidende talte over sig, mens han var i nærheden.
Han har bitre erfaringer med, at det ikke er enkelt at blive genforenet med familien efter hårde år på gaden; han forsøgte selv at række ud til sin egen familie efter sin mors død, men der var ingen, der ville have noget med ham at gøre, fordi han selv havde forladt dem år forinden.

Et kærligt skub videre i livet

Maliki har været leder på POTS siden 2019, og der er ingen tvivl om, at det er hjerteblod for ham at give drengene et kærligt skub videre i en god retning i livet – og at han i dét arbejde trækker på sine egne personlige erfaringer, når han går i dialog med drengene om deres fremtid.
Det er ikke intentionen, at drengene skal blive på projektet i årevis, men der arbejdes på at få dem reintegreret i deres familier.
Det betyder blandt andet, at der er 8 af de nuværende 16 børn, som ser deres familier i weekender og får besøg af dem på projektet nu og da, med henblik på at genetablere en sund relation, som kan give drengene et godt fundament at flytte hjem på.
Maliki forklarer, hvordan han bruger sine erfaringer som tidligere gadedreng, når han møder børnene på gaden og inviterer dem til at være en del af POTS, men også særligt i forhold til at opmuntre til at påbegynde helingsprocessen i forhold til brudt tillid og sårede familierelationer.

Sorg over forspildte chancer – glæde over nye muligheder

Han er selv blevet forsonet med sin familie, men han bærer stadig på en stor sorg over, at han ikke nåede at blive genforenet med dem, før hans mor døde.
Der spreder sig et genert smil på hans ansigt, da jeg spørger ham om hans kone; kort før besøget på POTS har jeg været forbi kirkens genbrugsbutik, hvor jeg mødte Clarisse, som glad fortalte mig, at jeg ville møde hendes mand på POTS. De giftede sig i 2021 og drømmer nu om at stifte familie.

Da Maliki giver et historisk rids over POTS, sender han mange taknemmelige ord i mod Mission Afrika og de mange volontører, der har været en del af projektet igennem årene. Bygningen, som drengene bor i, er bygget for midler indsamlet af tidligere volontører. Og et 50+team har bygget deres køjesenge.
Det er tydeligt mere bekvemt for ham at tale om det, andre har gjort for projektet end hans eget bidrag – han ser det ganske enkelt ikke som et job, men en hel naturlig respons på alt det, han selv har fået.

Mens Maliki har delt sin historie, har drengene skiftet fra skoleuniformen til hverdagstøjet og sidder på terrassen og venter på at få serveret dagens eftermiddagsmåltid. De kigger lidt utålmodigt ind på os, og det går op for mig, at de venter på, at vi skal komme ud og være sammen med dem.
Jeg slår mig ned i skyggen, mens drengene spiser. Maliki snakker roligt med dem, og selv om jeg ikke forstår lokalsproget, kan jeg på kropssproget aflæse gensidig respekt og omsorg mellem ham og drengene, og der er ingen tvivl om, at han er et vigtigt forbillede for dem.