Til Guds ære
Julie Bech er udsendt som volontør til SAT-7, Cypern. Og mens hun har været dér, har hun fået lavet en tatovering, som for altid skal være en påmindelse om, hvorfor Gud har sat os her på jorden.
Læs med her, hvor hun fortæller om tatoveringen:
”Snart er det et år siden, jeg ankom til Cypern intetanende om, hvad der ventede mig. Der gik ikke lang tid, før jeg forelskede mig i hverdagen hos SAT-7. Det er fantastisk at arbejde sammen med så mange kreative mennesker, som har taget så godt imod mig og budt mig velkommen i deres team.
Det har også været enormt spændende at være med til at vise og fortælle om Guds kærlighed til Iran, Afghanistan og Tadsjikistan. Den persiske kultur har gjort stort indtryk på mig, og SAT-7 PARS (red. SAT-7’s persiske afdeling) har hjulpet med at åbne mine øjne op disse lande, som har brug for at høre om den Gud, som har været en så naturlig del af mit liv.
Det er så inspirerende at være vidne til den brand, mine iranske kolleger har for at videregive disse gode nyheder til deres hjemland. Denne brand har flere gange fået mig til at reflektere.
Med alle mine refleksioner og tankemylder, sad jeg til et personalemøde, da en sætning pludselig poppede frem i mine tanker. ”Til Guds ære”. Det er det, vi gør. Det er det, vi bør gøre. Ikke kun i missionsarbejdet, men alle steder. Jeg tror på, at Gud har sat os her på jorden med et formål. At han har givet os evner, nådegaver og har givet os alting for at kunne pege på, hvem Han er.
Jeg tror, at jeg er blevet velsignet med evnen til at kreere med mine hænder. Male, tegne, sammensætte farver og former og skabe stemning, redigere og bygge. Jeg tror på, at denne evne er kommet fra Gud, og måske havde Han planer om, at jeg skulle ned og bruge dem i SAT-7 PARS studiet.
I flere uger sad denne sætning fast. Der var kun gået godt en måned, da jeg begyndte at lege med tanken om at gøre denne sætning til en permanent del af mig. Jeg ønskede at ”Til Guds Ære” skulle være et minde om min tid her på Cypern, men også en konstant påmindelse om mit formål her i livet. Efter mange ugers overvejelser, tests med adskillige kuglepenne og hjælp fra et par iranske kolleger, tog jeg nogle gode veninder under armen og gik til en tattoo-shop på Limassols gågade. Efter blot 5-7 min havde jeg nu en tatovering på mit venstre håndled, hvor der stod ” برای جلال خدا”, altså ”Til Guds ære” på farsi. Sætningen er placeret tæt på min hånd, for netop at minde mig selv om, at jeg nu og resten af mit liv vil bruge mine hænder til at ære Ham, der gav mig dem.
At sætningen skulle stå på farsi, var ikke et tilfælde. Jeg håbede, at min tatovering kunne fungere som en samtalestarter – et ”evangeliseringsredskab” om man vil. Jeg håbede, at den ville skabe interesse, så jeg på den måde ville kunne fortælle om SAT-7, det vigtige arbejde bag og så forhåbentlig vende samtalen mod Gud.
Jeg har været heldig at opleve samtaler som disse. Et par arabisktalende personer har knebet øjnene sammen, langsomt ført pegefingeren fra det ene ord til at andet og spurgt ind til denne sætning, som de til dels kan læse. Men den oplevelse, som står allerklarest for mig, er, da jeg bare for nogle få uger siden sad i bussen på vej hjem. En mand overfor mig vifter forsigtigt med den ene hånd for at få min opmærksomhed og spørger forvirret: ”Forstår du godt det?”, mens han peger på mit håndled. Jeg svarer begejstret: ”Ja!” og forklarer ham, at det er farsi. Han fortæller mig, at han forstår det. Det er nemlig hans sprog, ”Jeg er fra Tadsjikistan”, forklarer han. Desværre nåede vi ikke den lange og livsbekræftende samtale, som jeg havde håbet på, for så stod han af bussen. Dog fik jeg lige spurgt: ”Do you believe?”, hvorefter han svarede: ”Yes, God is everything”, mens han pegede og så opad.
Jeg håber, at oplevelsen sidder lige så godt fast i denne mand fra Tadsjikistan, som den gør hos mig. Oplevelser som denne har gjort, at jeg er blevet endnu gladere for min tatovering og jeg håber, at den i fremtiden kan fungere som et lys for mig og for andre, der ser den.”
