Mission Afrika Youth arbejder sammen med andre missionsbevidste ungdomsorganisationer.
Sommeren er sæson for mange events; herunder foreningsdage på efterskoler og højskoler. Vi er travlt optagede af at være rundt i landet og fortælle om Mission Afrikas arbejde og mulighederne for at være volontør eller på andre måder engagere sig i Mission Afrika Youth.
Flere kristne ungdomsorganisationer, herunder Mission Afrika Youth, har et ønske om at arbejde sammen og skabe opmærksomhed på unges muligheder for at blive en del af global mission. Dette sker under paraplyen UNG:Mission.
Unge stod i kø for at være med
Mission Afrika Youth samarbejdede med Israelsmissionens Unge og Nordlys om at skabe opmærksomhed på Å-festival, som er en musikfestival i Sdr. Felding. Her samles mere end 3000 deltagere fra hele det kirkelige landskab.
I stedet for at lave et traditionelt ydremissions foredrag stod de unge for eventet “Silent Disco Night”.
Sara Tambjerg Morthorst forklarer: “Det er et musik- og danserum, hvor deltagerne har hver deres høretelefoner på, hvor de kan høre musikken og danse til. Derfor navnet “silent” – for der kommer ikke lyd ud af store højtalere. Vi havde en kristen DJ til at lave et mix, hvor han kørte kristne tekster ind over musik og rytme fra pophits. Der var lang kø til eventet, og det skabte god opmærksomhed og synlighed af vores organisationer.”
Hvad er UNG:Mission?
UNG.Mission, der står for UngdomsNetværk for Global Mission, er et netværk under Dansk Missionsråd (som Mission Afrika også er en del af). Netværket har flere mål:
Erfaringsudveksling og inspiration: UNG.Mission skaber rum for, at medlemmerne kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden.
Oplysning om global mission: Netværket arbejder på at synliggøre mulighederne for unge kristne til at involvere sig i global mission.
Bevidsthed i kirkelige organisationer: Der skabes opmærksomhed på vigtigheden af at engagere kristne unge i global mission.
Nutidig forståelse af mission: Fokus på at udvikle en nutidig forståelse af mission blandt kristne unge med særligt fokus på det globale perspektiv.
Netværket samler omkring 15 organisationer, og vores ungdomssekretær, Sara, er blevet en del af styregruppen, der planlægger netværksmøder og events.
Det næste møde i UNG:Mission får fokus på vækkelse blandt muslimer i Danmark, Mellemøsten og Afrika. Her vil foreningen arbejde på, hvordan unge kan inspireres til at engagere sig i mission til muslimer, og hvordan man kan bede for dem.
“Vi håber, at samarbejdet og de relationer, der bliver skabt mellem ungdomsorganisationerne, vil styrke det fælles mål om at engagere unge aktivt i global mission,” siger Sara Tambjerg Morthorst.
“Shop på hjul” gøres klar til at komme rundt i sommerlandet
Et af de mulighed for at eksponere mission ude på sommerens stævner og ‘Bibelcampings’ er “Shop på hjul”, som er en campingvogn, der er bygget om til en mobil genbrugsbutik. En af Mission Afrika Youths lokalforeninger tager sig af campingvognen og har været ved at finde de lækre genbrugsvarer, der skal med ud i landet og sælges.