I Mellemøsten og Nordafrika mangler millioner af børn på skolebænkene. Især pigerne.

I anledning af FN’s Internationale Uddannelsesdag d. 24. januar har SAT-7 ekstra fokus på de store udfordringer, skole og uddannelse i Mellemøsten og Nordafrika står over for.

SAT-7 er en kristen medieorganisation med base på Cypern, der stiller kristen undervisning til rådighed for en stor seerskare i Mellemøsten og Nordafrika, som godt kan lide de opbyggende budskaber og den farverige sendeflade til alle generationer.
Siden oprøret i Syrien udviklede sig til en borgerkrig i 2012 og sendte millioner af flygtninge ud i nærområderne, har SAT-7 haft ekstra fokus på at lave programmer med skoleundervisning i basale fag som engelsk, matematik og arabisk.
“My School” konceptet blev meget populært, og mange børn i flygtningelejre sad klistret til de tv-skærme, der var og fulgte med i “skolen”.

Corona, isolation, krig og mere krig
Coronapandemiens isolation gjorde det klart, at der var brug for endnu mere skoleundervisning via satellit-tv og online platforme.
Så selvom antallet af voksne i Mellemøsten og Nordafrika (MENA), der kan læse, i det store billede, er steget fra 44% til 80% hen over de sidste 50 år, så har de sidste mange års krig, kaos og konflikt i regionen skabt en nedadgående spiral, hvor skolegang er truet; enten fordi børnene er på flugt, eller fordi dysfunktion eller diskrimination holder børnene ude af skolerne.

UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, vurderer, at 15 millioner børn i MENA ikke går i skole. Dette underminerer udviklingspotentialet i regionens lande. Tallet forventes at stige med yderligere 5 mio. inden 2030.
“Omfanget af mennesker på flugt har truet en hel generation, belastet allerede begrænsede ressourcer og øget sociale spændinger,” siger Hamed Al Hammami, direktør for UNESCO’s regionale kontor for uddannelse i de arabiske stater. “Vi har ikke råd til at lade disse børn og unge gå glip af uddannelse. En uddannelse af høj kvalitet er deres ret, deres håb og deres fremtid.”

Syv ud af de ti lande i verden, hvor uligheden mellem kønnene er størst, ligger i MENA-regionen.

Af kulturelle, økonomiske og religiøse årsager forhindres mange piger i regionen i at komme i skole. Skulle det lykkes dem at komme igennem grundskolen, når mange af dem ikke til en videregående uddannelse, da en ud af fem piger/unge kvinder bliver gift, inden de fylder 18 år.
Nogle af de steder, hvor det ser ekstra slemt ud, er:

Afghanistan
Kort efter at Taliban genvandt kontrollen over landet i 2021, forbød de piger at gå i gymnasiet. Et globalt ramaskrig var ikke nok til at få dem til at omstøde denne beslutning; selv efter et offentligt løfte fra Taliban om at gøre det.
En afghansk SAT-7-seer ringede ind og belyste de desperate forhold i landet: “Bed for os; at vi må blive reddet fra Taliban, der har lukket skoler og universiteter for afghanske studerende. Skoler er blevet omdannet til militærlejre og institutioner.”

Iran
Iranske familier, der sender deres døtre i skole, har fået en ny bekymring. Siden november 2022 er der rapporteret om en bølge af kemiske gasangreb på pigeskoler. Mere end 300 separate angreb har fundet sted på mere end 100 pigeskoler over hele landet. Det er tilsyneladende en koordineret hævn for kvindelige protester mod regeringen i løbet af de sidste to år.

Svært at gå i skole i en krigszone
En anden faktor, der påvirker skolegang negativt, er krig og konflikt – hvert tredje barn i regionen er ramt.
I Yemen, et land hærget af borgerkrig gennem det meste af et årti, er mindst en ud af fire skoler blevet gjort ubrugelig, og omkring 2 millioner børn går ikke i skole.

Den langvarige borgerkrig i Syrien gør ligeledes, at omkring 2 mio. børn er uden mulighed for at komme i skole.
Konflikten i Det Hellige Land har ødelagt skolegangen for virkelig mange børn. I midten af december 2023 var over 350 skolebygninger i Gaza blevet beskadiget – svarende til mere end 70% af områdets uddannelsesinfrastruktur. Over 600.000 børn menes at gå glip af den meget nødvendige skolegang.
Det vurderes, at der er over 15 millioner fordrevne og statsløse mennesker i MENA lige nu. Især Tyrkiet, Libanon og Jordan mærker det enorme pres i forhold til at huse store mængder af flygtninge.

SAT-7 holder stædigt fast i håbet og troen
Vi støtter SAT-7’s indsats for at række ud til især børn i konfliktområder.
SAT-7-programmer som ’Today Not Tomorrow’ udfordrer nedværdigelsen af kvinder og inspirer deres kvindelige seere til at tænke ambitiøst om deres liv.
Programmer som ’Mini City’ på SAT-7 TÜRK og ’Golpand’ på SAT-7 PARS opmuntrer til kreativitet og læring.
’My School’ har med årene lavet hundredvis af programmer, som indeholder undervisning i kernefag; undervisningen er tilgængeligt gratis på SAT-7’s platforme og SAT-7 KIDS.