Et blik på EFLC’s historie i anledning af 100-års jubilæet i 2023-2024

Mange af Mission Afrikas venner kender historien om opstarten af missionen i Numan, Nigeria, i 1913. Men hvad med kirken i Cameroun? Hvad er historien der? Det viser sig, at de to historiespor krydser hinanden flere gange.

EFLC’s åndelige arv og oprindelse

Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun har sin oprindelse i Amerika – ja faktisk går trådene helt tilbage til Norge. Sidst i 1800-tallet oplevede den norske statskirke en åndelig vækkelse under tilskyndelse af lægmanden Hans Nielsen Hauge og professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo, Gisle Johnson. Denne vækkelse var en reaktion mod kirkens traditionsbundethed, lunkenhed og præsternes gejstlige dominans. Hauge og Gisles budskab fokuserede på personlig omvendelse, fromhed (pietisme), vigtigheden af bibelstudium og bøn i det kristne liv, samt lægfolkets deltagelse i gudstjenester og kirkeledelse. Pietismen opstod i Tyskland i det 18. århundrede som en reaktion mod ”en kold kirke, der elsker ceremonier og æresbevisninger, der insisterer på den rette doktrin, men forsømmer personligt engagement,” som der står i nogle af kilderne.

Under vækkelsesbevægelsen blev flere uafhængige trosforsamlinger oprettet, hvilket kulminerede med dannelsen af den frie evangelisk-lutherske kirke i Norge i 1877.

Mellem 1880 og 1900 emigrerede mange europæere, herunder nordmænd, til USA. Norske kristne, der emigrerede til Amerika, beholdt deres særegne religiøse identitet. Nogle var knyttet til statskirken og andre til den evangeliske frikirke. Hver gruppe dannede sin egen synode. Flere andre synoder fulgte, og i 1888 havde norsk-amerikansk lutheranisme omkring seks synoder.

I 1890’erne opstod der endnu en åndelig vækkelse blandt kirkerne stærkt inspireret af ”Haugianismen” – her var der igen fokus på omvendelse og personlig erfaring med frelse, gudsfrygt, bibelstudier og bøn. Pastor K. O. Lundeberg, også en norsk immigrant, samlede de pietistiske menigheders synspunkter i bladet ”Broderbåndet”. Lundeberg var en afgørende aktør, da en forsamling af disse uafhængige kirker i december 1900 i Milwaukee (USA), besluttede at oprette kirkesamfundet: Church of the Lutheran Bretheren of America (CLBA).

En stærk missionsidentitet førte til udsendelsen af missionærer

Hvorfor kaldtes kirken ”Luthersk Brødremission”? Begrundelsen findes i, at den er doktrinært evangelisk luthersk i sin forståelse af frelse, nåde og tro. Og den er pietistisk og kongregationalistisk, det vil sige, at hvert sogn er autonomt i sin ledelse, samtidig med, at den har et stærkt evangeliserende og missionærende fokus.

CLBA er dermed en kirke, der insisterer på omvendelse; et oprigtigt kristent liv og glødende forkyndelse. Dannelse af bønnegrupper, bibelstudium og gensidig opmuntring; oplæring af børn i troen, tillige med lægmands-engagement i gudstjenesterne.

Verdensmission var også i fokus og det første missionskald gik til Fjernøsten. Missionærer blev rekrutteret, og den 7. oktober 1902 ankom de første missionærer til Kina.

Indtil 1902 var Afrika ikke kendt for medlemmerne. Meget få mennesker havde begreb om Afrikas geografi og store behov. Det var først med den store missionskonference i Edinburgh i Storbritannien i 1910, at Afrika blev genstand for interesse for kirkerne og missionsselskaberne i Amerika.

I maj 1916 opfordrede formanden for CLBA, E.H. Gunhus, i en artikel i kirkens nyhedsbrev sine kristne brødre og søstre til at tage evangeliseringen af Afrika til sig: “Blandt nordmænd hører vi ofte råbet ‘Kina for Kristus’. Hvorfor ikke Afrika for Kristus?”

Således besluttede CLBA på sin årlige konference i 1917 at sende missionærer og oprette et missionsfelt for Afrika, kaldet “Lutheran Bretheren Sudan Mission”. De første missionærer, R. og H. Berge, forlod USA den 26. november 1918, og 16 dage senere ankom de til Dakar i Senegal. Samme dag satte de sejl mod Lagos, Nigeria.

Forhindringer på vejen og starten af missionen fra Yagoua

Ved ankomsten til Nigeria søgte de mod nordøst og ønskede de at bosætte sig i Numan. Men der var danskerne allerede i gang, og paraplyorganisationen Sudan United Mission ønskede ikke, at to missioner skulle arbejde samme sted. Så norsk-amerikanerne begav sig i maj 1920 videre ud på en opdagelsesrejse til det nordlige Cameroun og Tchad. Målet var at se muligheden for at begynde at missionere der.

De kunne rejse via en flod direkte fra Numan til Garoua i Cameroun, hvor de først opholdt sig i en kort periode. I september 1920 forlod de Garoua til og landede i Léré i Tchad, hvor de byggede deres første missionærbolig. I Léré, Tchad, skrev Revne Berge til den franske koloniadministration og bad om tilladelse til åbning af en mission. Den 1. januar 1921 modtog han et svar fra koloniadministrationen med afvisning af begyndelsen af et evangeliseringsarbejde.

Årsagen til modstanden var, at amerikansk tilstedeværelse på fransk kolonialt territorium blev ugleset af franskmændene på grund af datidens politiske kontekst. USA havde ikke kolonier og havde udviklet en antikolonialistisk politik, som irriterede den franske koloniadministration.

Berge-parret fik følgeskab af et andet par, J. og S. Kaardal, der ankom til Léré ad samme rute som den første i december 1920.

Missionærerne havde nu hinanden og var opmuntrede trods flere afslag på deres anmodninger om at påbegynde arbejdet. De ventede i bøn og tålmodighed – og arbejdede videre. Berge foretog en sonderingsrejse til Yagoua, Cameroun. Da de vendte tilbage fra Yagoua, tog Berge-parret til Douala for at møde Camerouns koloniguvernør. Men stemningen var stadig negativ. Kaardal og hans kone tog på en sonderende tur til det nordlige Cameroun, Den Centralafrikanske Republik og det sydlige Tchad. Det var først den 21. maj 1923, at de fik officiel tilladelse til at åbne en missionsstation i Yagoua, Cameroun. Senere blev arbejdet i Léré i Tchad også godkendt. De gik straks i gang, efter at have haft tid til at lære de lokale sprog. De første konvertitter blev døbt i Léré i marts 1927 og i Cameroun i marts 1930, det var i Bosgoï ikke langt fra Yagoua. MFL’s missionsområde strakte sig over Cameroun og Tchad.

Efter åbningen af Yagoua-stationen i 1923 blev der etableret andre stationer i ELCA’s (Amerikansk Luthersk Brødremission) missionsfelt. Disse omfatter Garoua (1941), Pouss (1942) og Kaélé (1942). Antallet af missionærer fortsatte med at vokse fra 1920 til 1970. I alt 52 missionærer bidrog til arbejdet.

I 1956 blev den selvstændige kirke EFLC (Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun) dannet og den første kirkepræsident hed Daniel Bournenbe. I 1991 blev Robert Goyek valgt som kirkepræsident, og under hans ledelse skete der væsentlige ændringer i kirkens samarbejde og struktur, og det var i denne periode, at Mission Afrika kom tættere på kirken i Cameroun og i 1997 blev officiel partnermission.