Jeg gav ham brødet, fordi jeg elsker ham
På en lørdag, hvor skyerne hang lavt over Aarhus, samledes 140 mennesker i Citykirken med et fælles fokus på global mission. Åbningsmødet blev indledt af biskop Henrik Stubkjær, som slog tonen an for dagen med en personlig fortælling om et møde med en munk i en egyptisk ørken.
Historien finder sted i et munkekloster langt fra Danmark. Henrik Stubkjær var gæst i klosteret og fulgte munkenes dagsrytme, som begyndte kl. 4.30, mens natten endnu hang i luften. Munkene mødtes til to timers andagt, efterfulgt af en ligeså lang nadvergudstjeneste.
Under nadveren blev Henrik siddende. Som lutheraner vidste han, at han ikke kunne træde frem og dele nadverfællesskab med de ortodokse munke. Af respekt for deres traditioner og århundredgamle praksis, blev han siddende på sin plads, mens de andre gik frem.
Efter nadveren blev det overskydende brød delt ud. Her tænkte Henrik, at han måske kunne være med. Det måtte være muligt at dele det brød, som ikke var indviet til nadver, men blot velsignet.
Men da han rejste sig, blev han mødt af et enkelt spørgsmål: “Er du ortodoks?” Han svarede nej, og måtte derefter sætte sig ned igen: Han kunne desværre ikke få del i det velsignede brød. En lidt pinlig situation. Men der kunne selvfølgelig ikke ændres på de regler og den tradition, der havde formet klosterlivet gennem generationer, bare fordi Henrik kom forbi. Sådan var det bare.
Senere samme dag kom en af munkene med et helt brød fra bageren til Henrik. En lille, fin gestus.
Sidst på ugen var der nadvergudstjeneste igen. Denne gang blev Henrik vinket op. Munken, som stod for nadveren, blev ved med at vinke Henrik op, selvom han diskret forsøgte at signalere, at det ikke gik. Munken gav ikke op, og til sidst måtte Henrik rejse sig og gå med til nadver. Efterfølgende var der uro blandt munkene. Hvad var det lige, der skete der? Hvorfor havde den her munk insisteret på at invitere Henrik med til nadver – imod alle regler og traditioner?
Da de spurgte ham hvorfor, svarede han helt enkelt:
“Jeg gav ham brødet, fordi jeg elsker ham.”
Og så blev der stille.
For i det øjeblik blev det tydeligt, at der findes en kærlighed, som er større end de grænser, vi mennesker trækker. En kærlighed, der ikke ophæver traditioner med magt, men som nogle gange overskrider dem – stille, enkelt og uigenkaldeligt.
En kærlighed, der minder os om, at vi først og fremmest er skabt til fællesskab med Gud – og med hinanden.
Engageret i Guds verden
På en måde kunne dagen være sluttet der. Med budskabet om Guds kærlighed, der sprænger alle grænser. Men vi var slet ikke færdige. Resten af eftermiddagen var fyldt med spændende seminarer om det ene og det andet. Der var både noget for de kreative, de digitalt indfødte, de diskussionslystne og dem med udlængsel.
Daniel Toft Jakobsen fortalte om tros- og religionsfrihed for et fyldt seminarlokale. Et emne, der fylder meget i Mission Afrikas arbejde og hos vores partnere i Afrika og Mellemøsten.
Der var god tid til kaffesnak i pauserne. Mennesker mødtes og idéer blev udvekslet.
Dagen sluttede som den startede – med en sang. Her er det Dina Dánialsdóttir der leder forsamlingen igennem “hoved, skulder, knæ og tå”. Efter en hel dag oppe i hovedet, er det godt at komme lidt ned i kroppen også.
