Når diakoni bliver til fred i praksis

En region mærket af konflikt

I det nordlige Cameroun lever kristne, muslimer og traditionelle troende side om side. Men de seneste ti år har området været præget af vold, fordrivelser og voksende mistillid mellem befolkningsgrupper. Når volden rammer, er det ikke kun huse og marker, der ødelægges. Relationer påvirkes, og gamle spændinger mellem religiøse grupper kan blusse op igen. Det kan skabe udfordringer i hverdagen – også i familier. Tværreligiøse ægteskaber kan føre til pres fra omgivelserne. Rygter kan skabe afstand mellem naboer. Små uenigheder kan vokse, hvis der ikke findes rum for dialog. 

Midt i denne virkelighed arbejder Mission Afrikas partner, Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun (EFLC), med projektet Peace Please. Målet er at styrke fredelig sameksistens og beskytte tros- og religionsfrihed. 

Her er diakoni ikke et sideprojekt. Det er kirkens måde at være kirke på. For arbejdet for fred hænger sammen med kirkens tro. Hvis evangeliet taler om forsoning og menneskelig værdighed, må det også få betydning i de konflikter og relationer, der præger lokalsamfundet. 

Trosfrihed som fredsarbejde

Tros- og religionsfrihed er ikke kun et juridisk princip. I det nordlige Cameroun er det en forudsætning for, at mennesker med forskellig tro kan leve sammen. 

Derfor arbejder Peace Please med undervisning i konfliktløsning, dialog og kendskab til lovgivning. Religiøse og traditionelle ledere trænes i at tage ansvar, når spændinger opstår også i sager, der handler om ægteskab, familieliv og lokale konflikter med religiøse undertoner.  

Når en imam, en præst og en landsbyleder står sammen og taler for ret til trosfrihed, sender det et tydeligt signal. Forskellighed skal håndteres med åbenhed og ansvar. Ikke med tvang eller konflikt. 

Det er diakoni på samfundsniveau. At arbejde for retfærdige rammer, hvor mennesker kan leve frit og trygt. 

Fred bygges i hverdagen

Projektet stopper ikke ved undervisning. Det forbinder ord med handling i det, man kunne kalde diapraksis. 

Landsbyboere mødes på tværs af religiøse skel ved fælles måltider, kulturelle arrangementer og sportsaktiviteter. Kvinder organiseres i spare- og lånegrupper, hvor samarbejde og økonomisk ansvar styrker både familier og relationer. 

Et konkret eksempel er de fælles tørrepladser, som projektet har etableret. Her kan kvinder konservere fødevarer og samtidig mødes i et neutralt rum. Det giver anledning til samtaler og samarbejde mellem mennesker, der ellers sjældent ville arbejde sammen. 

Fodbold er et andet eksempel. I landsbyer, hvor unge mænd kan være særligt udsatte for radikalisering eller hævntænkning, arrangeres turneringer på tværs af religiøse og etniske skel. Holdene sammensættes bevidst, så kristne og muslimer spiller sammen. På banen øver de sig i samarbejde, respekt for regler og håndtering af konflikter uden vold. 

Gennem fælles aktiviteter og neutrale mødesteder omsætter kirken sin tro til konkrete handlinger, hvor respekt, samarbejde og omsorg styrker relationer og samfund. 

 

Projektet implementeres af Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun med støtte fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde og Mission Afrika med lidt over 3 millioner kr. over to år.